Politiet finder tyvekoster for millioner

22. juli 2019 20:16 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Fyns Politi har vist ramt jackpot i en maskinhal på det østlige Fyn.

Politiet finder tyvekoster for millioner
De vakse betjente må kunne se frem til et stort klap på skulderen. Arkivfoto: Politiet

Den 13. juli blev en opmærksom patrulje fra Fyns Politi, der passerede en maskinhal på Østfyn, dagens mænd i skysovs.

I maskinhallen har der nemlig vist sig at være tyvekoster for millioner. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Indtil videre har man kunnet levere tyvekoster for to millioner kroner tilbage til deres retmæssige ejere.

Efterforskere arbejder stadig på at sortere og registrere de mange tyvekoster og få fundet frem til deres retmæssige ejere – politiet anslår, at der stadig mangler at blive tilbageleveret ting af en værdi af omkring en million kroner.

Biler og dyre maskiner

Fundet består af både brugsstjålne biler, entreprenørmaskiner, trailere, ATV’ere, et par både og meget andet, som primært er stjålet fra virksomheder og byggepladser.

Finn Allan Wegner fra Fyns Politis Indbrudsgruppe fortæller i en pressemeddelelse:

– Vi har knoklet på at finde ejerne til så mange af de her koster som muligt. Og på trods af, at stort set alle maskiner og biler har fået fjernet deres stelnumre, så er det faktisk lykkedes et langt stykke hen ad vejen.

Artiklen fortsætter under videoen

Omkring 30 borgere og firmaer har indtil nu fået ting retur. En mand måtte endda have en sættevogn med til at transportere det hele, fortæller betjenten:

– Vi har fået rigtig god respons fra borgerne, og de har været rigtig flinke til hurtigt at komme ud og kigge på de koster, som måske var deres, og så få dem taget med hjem. Nogle af tingene, er jo store maskiner, som har krævet særlig transport, men det er gået rigtig godt, fortæller Finn Allan Wegner.

En person er anholdt

Fyns Politi har anholdt en person i forbindelse med sagen og i gang med efterforskningen.

Man vurderer, at kosterne stammer fra mere en 130 forskellige indbrud fordelt på hele Fyn og fra andre steder i landet, så det er et større efterforskningsarbejde, der er i gang.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu