Politiet frelser hunde fra mørkt helvede: De var smurt ind i lort

10. februar 2017 18:32 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Sagen er den tredje på blot tre måneder, Dyrenes Beskyttelse involveres i.

Hele 27 hunde blev for nyligt fjernet fra forfærdelige forhold af politiet, der sammen med en dyrlæge og frivillige fra Dyrenes Beskyttelse havde reageret på et tip fra en bekymret borger.

Sagen udspillede sig i Randers-området, hvor man fandt de vanrøgtede dyr, gemt af vejen i en lade. Dyrenes Beskyttelse omtaler selv sagen i en pressemeddelelse, og til Newsbreak.dk fortæller Claus Nielsen, der er presseansvarlig for Dyrenes Beskyttelse, at man oplever foruroligende mange sager af den slags for tiden.

De sidste tre måneder har man reageret på tre forskellige sager i samme størrelsesorden, hvor flere dyr er blevet reddet fra en ellers krank skæbne.

– Der foregår et eller andet, når vi har haft tre sager. Det er noget, der får os til at råbe vagt i gevær, siger Claus Nielsen til Newsbreak.dk.

De fundne hunde var i forskellige aldre og tilstande. Fem af dem havde det så dårligt, at de blev aflivet. De overlevende bliver undersøgt af en dyrlæge og skal nu vaccineres, modtage behandling og meget andet.

– Det er nogle meget skræmte og nervøse hunde, vi har fået ind, men allerede nu kan vi se, at de også er søde og nysgerrige hunde. Ingen af dem har været aggressive på noget tidspunkt, og vi er overbeviste om, at de med de rigtige ejere kan få et godt liv, siger Kent Karlsen, internatsleder ved Dyrenes Beskyttelses internat i Brande, i pressemeddelelsen.

Freja var dænget til med skidt og lort

En af de mange hunde hedder Freja. Hun fik barberet 700 gram hår og skidt af sig, inden hun blev undersøgt. Hun var slet og ret smurt ind i hår, skidt og lort.

De 27 hunde er primært en blanding af tre racer; Border-Terrier, Cavalier King Charles Spaniel og Puddel. Direktør hos Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, er rystet over sagen. Hun kalder det, man fandt i omegenen af Randers, for en hvalpefabrik.

– Det er alarmerende, at vi nu har den tredje store hundesag på kun tre måneder, og vi ser gentagende gange, at motivet er at sælge hvalpene for profit. Hvalpefabrikker er et problem, som vi kun kan komme til livs, hvis køberne reagerer på faresignalerne. Heldigvis var der en borger, som i dette tilfælde var opmærksom på de mistænkelige forhold og slog alarm, siger hun i pressemeddelelsen.

Populære hunde

Hun gætter på, at der blev fundet flest af de tre hunderacer, fordi de er populære blandt danskerne. Claus Nielsen er enig.

– Det er blevet let af afsætte hvalpe. Du kan lægge et sædt billede af en hund på Facebook med nogle kontaktoplysninger, siger han. Han understreger, at man fra Dyrenes Beskyttelses side ikke nødvvendigvis ønsker, at der skal strammes regler og laves nye forbud for at komme problemet med de såkaldte hvalpefabrikker til livs. For det er ikke nødvendigvis vejen frem.

– Når folk forsøger at sælge hundene på Facebook eller Den Blå Avis aftaler de med kunderne, at de kan mødes på en rasteplads eller lignende. De vil gerne overtale dig til at købe hunden med det samme, siger Claus Nielsen, der opfordrer potentielle hundekøbere til at slå koldt vand i blodet.

– Køberen har et ansvar for ikke at kaste sig ud i et impulskøb. Du skal besøge stedet flere gange og se hvalpen sammen med moderen.

Han gætter på, at dyrene, der blev reddet fra omegnen af Randers, var avlshunde.

-Det, vi tit ser er, at man avler dyrene under dårlige forhold og har et andet sted, hvor dyrene bliver fremvist. Det er ikke de her hunde, der er smurt ind i møg, der bliver sat i en salgsannonce, siger Claus Nielsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu