Politiet gennemførte stor aktion: Så mange blev taget

16. september 2016 11:47 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En stor aktion i København skal hjælpe med at kortlægge ulovligt salg af narkotika.

Politiet gennemførte stor aktion: Så mange blev taget
Beboere på Christiania rydder Pusher Street, efter en betjent blev skudt i hovedet af en pusher. Nu følger politiet op med omfattende aktion. Foto: Scanpix

Udbyttet af beslaglæggelser ved en større politiaktion i hovedstaden er til at tage og føle på, men det er ikke eneste formål med den stort anlagte opgave, som Task Force Pusher Street har været tovholder på torsdag. Det fortæller politikommissær Kristian Rohdin, operativ leder af den specielle enhed med fokus på salg af ulovlige stoffer i den – vel – hedengangne Pusher Street på Christiania.

Den omfangsrige aktion fandt sted både på Christianshavn i området ved fristaden, hvor politiet typisk fanger mange besiddere af narkotika og påvirkede bilister, og på Nørrebro.

– En del af aktionen handlede om at finde ud af, hvor og hvor meget salg af ulovlige stoffer, der foregår ude i byen. Det er et godt pejleredskab til at spore os ind på de kriminelle, siger Kristian Rohdin til Newsbreak.dk.

Set i lyset af den seneste udvikling på fristaden Christiania formodes det, at en del af den åbenlyse handel med blandt andet hash er rykket ud i gader og stræder, fordi Pusher Street er blevet rømmet. Det betyder dog ikke, at narkotikaen er på retræte i det område.

– Under aktionen havde vi i alt 75 besidder-sager, altså personer med narkotika på sig, og størstedelen var på Christianshavn, siger politikommissæren.

Fangede 13 påvirkede

Torsdagens indsats havde både fokus på salg, besiddelse og kørsel under påvirkning af narkotika. I alt blev der “fanget” 11 narkopåvirkede og to spirituspåvirkede bilister. I tilgift blev der beslaglagt to kilogram hash, 90 joints og 750 gram ketamin. Det vækker naturligvis glæde hos politiet, men som nævnt var den primære fokus på at forsøge at kortlægge det åbenlyse narkotika-salg.

– Denne slags aktion – i stor så stor skala – handler også om at sende et signal til de kriminelle, om at vi kontinuerligt er til stede i bybilledet, og vi tilpasser vores indsatser efter, hvad vi lærer om salget, fortæller Rohdin og understreger:

– Folk ser hashsalg over alt. Nu har vi kastet et net ud, og så skal vi se, hvordan vi kan bruge det fremadrettet.

Årsagen til aktionens fokus på påvirkede trafikanter var, at det for politiet er velkendt fra tidligere aktioner, at mange af de personer, der søger mod kendte narko-salgssteder er påvirkede af hash eller spiritus.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu