Politiet har anholdt mand: Det han stjal var virkelig tungt og særligt

14. november 2017 18:13 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Kostede kommunen 8000 kroner hver eneste gang.

Siden sommeren 2016 er Københavns Kommune blevet bænkfattig. Helt præcis er der i perioden op til i dag forsvundet hele 65 af de ganske særlige og ikoniske sort-grønne københavnerbænke fra gader og parker.

En mærkværdig ting at stjæle, men tilsyneladende indbringende, kan Københavns Politi nu afsløre i forbindelse med, at et sagskompleks mod en mand er færdiggjort, så sagen nu afventer at komme for retten.

I samarbejde med kommunen indledte Københavns Politis tyveriafsnit nemlig hurtigt en efterforskning af bænk-tyveri-bølgen. Denne indsats førte 29. august til anholdelse af en gerningsmand, men det er altså først nu, politiet afslører forholdet. Gerningsmanden blev sigtet for 12 gange tyveri af Københavnerbænke.

Online-salg

De stjålne bænke var efter tyverierne sat til salg på internettet og solgt til private købere, hvorfor de er havnet alverdens forskellige steder.

Står du foran at ville købe en Københavnerbænk online, så er det faktisk din pligt som forbruger ikke at købe noget, der åbenlyst er stjålet.

I en pressemeddelelse fra politiet oplyses det, at hvis en bænk bærer præg af graffiti eller anden slitage, kan det tyde på, at den har stået på gaden og dermed kan være stjålet med henblik på videresalg.

(artiklen fortsætter under fakta-boksen)

Fakta

Sådan undgår du hælervarer

Hvis du ønsker at slippe for at købe hælervarer, kan du følge nedenstående råd

– Brug MobilePay, når du skal betale. Det er nemlig koblet op på CPR-nummer, og det gør det svært for sælgeren at skjule sin identitet. Derfor vil mange sælgere af hælervarer ikke være interesseret i at modtage penge over MobilePay.

– Hvis du handler på en salgsplatform, så tjek, om sælger er NemID-valideret. Så har sælger tilkendegivet sin identitet med sit NemID over for salgsplatformen.

– Nogle steder kan man sætte søgefilteret til kun at vise resultater fra sælgere, der er NemID-validerede.

– Tjek om varen er mærket. Klistermærker, ridser eller DNA-sikring, som kan ses med UV-lys.

– Køber du brugt bil eller cykel, så brug politiets app til at tjekke, om registrerings- eller stelnummeret er meldt stjålet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

En gammel bænk

Københavnerbænken blev designet tilbage i 1880’erne og har tre grønne brædder og det svungne stel som kendetegn. Der er omkring 3000 eksemplarer af de karakteristiske bænke i København.

En Københavnerbænk koster Københavns Kommune cirka 8000 kroner i produktionsomkostninger, og hertil kommer udgifterne til opsætning.

Det er dermed en dyr affære, hver gang en bænk forsvinder. Københavns Kommune arbejder efter tyveristormen på at tyverisikre bænkene.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu