Politiet har fundet mordvåben

11. marts 2019 18:35 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Nordsjællands Politi har fundet mordvåbnet, der blev brugt ved et skuddrab i Helsinge mandag morgen.

Nordsjællands Politi oplyser, at man er i besiddelse af det våben, der blev brugt til at skyde og dræbe en 74-årig mand i Helsinge mandag morgen. Våbnet skal nu undersøges nærmere af politiets specialister.

I en pressemeddelelse skriver politikredsen, at man fortsat arbejder på stedet, og en 73-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet. Han vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag morgen klokken ni.

Gerningsstedet er en større ejendom uden for Helsinge, hvor den 73-årige boede. “Vi forventer, at undersøgelserne vil vare et stykke tid endnu, men ønsker i øvrigt ikke at oplyse nærmere om ejendommens adresse af hensyn til de pårørende”, skriver politiet.

Den 73-årige blev anholdt klokken 09.20 uden større dramatik. Han havde forinden selv kontaktet politiet og fortalt, hvad der var sket. Han ønskede ikke at udtale sig til politiet ved anholdelsen, men politiet vil fortsætte med at forsøge at afhøre ham mandag.

Muligt jalousidrab

I pressemeddelelsen fremgår det, at politiet ikke vil komme med uddybende eller yderligere kommentarer. Dette blev desuden bekræftet over for Newsbreak.dk, da vi mandag formiddag talte med kommunikationskonsulent Henriette Døssing fra politikredsen.

Forinden har Nordsjællands Politi dog selv nævnt, at et af de mulige motiver, der efterforskes indebærer, at der er tale om et såkaldt jalousidrab.

De pårørende til den 74-årige mand er blevet underrettet om dødsfaldet. Ifølge politiet har den 73-årige mand erkendt at have skuddræbt den et år ældre mand.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu