Politiet har undersøgt mistænkeligt dødsfald

11. februar 2019 18:44 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Omstændigheder gør, at politiet undersøger dødsfald som en potentiel forbrydelse.

Politiet har undersøgt mistænkeligt dødsfald
Mandens død blev efterforsket af politiet.

Opdatering 12. februar: 

Sydøstjyllands Politi oplyser, at man har undersøgt dødsfaldet, omtalt i denne artikel, nærmere, og man er kommet frem til, at der ikke ligger en forbrydelse bag mandens død.

Original artikel: 

Klokken 11.26 modtog Sydøstjyllands Politi en anmeldelse om, at en mand var blevet fundet død på sin bopæl i Hejls ved Kolding. Den afdøde mand var 70 år gammel – og blev fundet af sin hjemmehjælper.

I en pressemeddelelse fra politiet fremgår det, at den afdøde blev fundet død, men at der på grund af omstændighederne er blevet iværksat en efterforskning, der vil undersøge om der ligger en forbrydelse bag dødsfaldet.

Derfor har politiet valgt at tilkalde tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner – de har alle foretaget deres undersøgelser på og omkring findestedet.

Obduktion

Derudover har Sydøstjyllands Politi forklaret i en pressemeddelelse, at man formentlig vil gennemføre en obduktion af den afdøde for at fastslå dødsårsagen – og dermed få kastet et lys over de nærmere omstændigheder.

I samme ombæring forklarer politiet, at det ikke er muligt at sige, hvornår et resultat af obduktionen vil ligge klar. Sydøstjyllands Politi oplyser, at de pårørende er underrettet, samt at de ikke har flere oplysninger i sagen.

Har man oplysninger i sagen, så kan Sydøstjyllands Politi kontaktes på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu