ANNONCE

Politiet: -Helt usædvanligt

25. september 2020 05:55 | Af: Newsbreak.dk

Corona får fartglade til at flokkes til gaderæs i stor stil, lyder det fra politiet.

Citathistorie: TV Syd.

I mangel af adspredelse og underholdning flokkes unge til gaderæs i stor stil i coronaens skygge.

Der har i sommerens løb og de første uger af september fundet usædvanlig mange tilfælde af gaderæs sted.

Det fortæller TV SYD.

Således måtte Syd- og Sønderjyllands Politi helt usædvanligt rykke ud onsdag aften efter en anmeldelse om gaderæs på Nørrebrogade i Esbjerg.

Da politiet mødte op, forsvandt de unge hurtigt i deres biler og samlede igen senere flere steder i Esbjerg, hvor politiet også fandt frem til dem og kontrollerede biler og deres chauffører.

Det udløste i alt 14 sigtelser for bl.a. fejl og mangler ved bilerne, som var ændret på ulovlig vis efter politiets opfattelse.

Det var så langt fra første gang i de seneste måneder, at politiet slog til mod gaderæs.

Sket flere gange

Både i Aabenraa, Hammelev og Holsted har Syd- og Sønderjyllands Politi stoppet gaderæs, ligesom Sydøstjyllands Politi jævnligt har gjort det i bl.a. Horsens, Hedensted og Vejle denne sommer.

Også andre politikredse i Jylland har oplevet samme tendens.

– Vi tror, at de unge keder sig under corona-nedlukningen af forlystelseslivet på grund og derfor samles oftere på gader og parkeringspladser til ræs og samvær, siger lederen af færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland, vicepolitiinspektør Knud Reinholdt, til TV SYD.

Ifølge ham er det helt usædvanligt, at der køres gaderæs på hverdagsaftener – det plejer at være fredage og lørdage.

Torsdag aften oplyser vagtchef Claus Skovgaard hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at der indtil kort før klokken 22 endnu ikke var konstateret gaderæs i politikredsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu