Politiet: Her er Rema-røveren

19. august 2019 19:51 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet har offentliggjort overvågningsfoto af en mistænkt til et røveri.

Del:

En ung mand gik fredag aften ind i Rema 1000-butikken på Tårnborgvej i Korsør med et formål anderledes end de fleste, der dukker op i supermarkedet.

Han truede nemlig med en kniv medarbejderne til at udlevere et kontaktbeløb og to kartoner Prince Light-cigaretter. Efter røveriet stak manden af i retning mod Byparken, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Nu efterlyser politiet manden i offentligheden og har i den forbindelse udsendt både billede og signalement af den unge mand. Håbet er, at nogen kan genkende ham ud fra beskrivelse og foto.

Røveriet fandt sted klokken 19.47 fredag aften. Røveren beskrives som:

– Mand, dansk af udseende.
– 17 til 18 år gammel.
– Han bar en lilla hættetrøje af mærket Peak Performance med en sort trøje udover og sorte solbriller.
– Hans medbragte kniv var fire til fem centimeter lang.

Borgerne kan kontakte politiet på telefonnummer 114, hvis de mener at kunne genkende røveren, lyder politiets appel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu