Eksplosion i busterminal i New York

11. december 2017 14:11 | Af: Newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Årsag til eksplosion på Manhattan er ikke kendt. Politiet bekræfter hændelse over for NBC News.

New York er mandag morgen blevet rystet af en mindre eksplosion, som ifølge de første meldinger ikke har kostet menneskeliv.

New Yorks borgmester, Bill de Blasio, betegner ifølge Reuters eksplosionen som “et forsøg på terrorangreb”. Han tilføjer, at den bombemand, der nu er pågrebet, tilsyneladende handlede alene.

Byens politikommissær siger ifølge AP, at rørbombeangrebet er en “terrorrelateret hændelse”.

Politiet har endnu ikke officielt bekræftet, hvad der forårsagede eksplosionen. Men politikilder siger til nyhedsbureauet AP, at en person bar en bombevest på en undergrundsstation. Her gik vesten af.

Andre politikilder siger til blandt andet den lokale tv-station WABC, at der er tale om en mulig rørbombe.

Tre personer meldes lettere såret. Ingen af dem har fået livstruende skader, oplyser unavngivne politikilder til nyhedsbureauet AP. En af dem er en politimand, oplyser havnemyndighederne i New York på Twitter.

Også bombemanden selv har fået forbrændinger, oplyser New Yorks brandkommissær.

Eksplosionen er sket ved Port Authority-busterminalen ved 42nd Street og 8th Avenue. Busterminalen er den travleste i USA, og 65 millioner mennesker kommer hvert år igennem. Adskillige brandbiler og udrykningskøretøjer er sendt til området. Det fremgår af tv-billeder fra blandt andet CNN.

Trump er blevet orienteret om hændelsen, skriver talskvinde Sarah Sanders i Det Hvide Hus på Twitter.

En politikilde siger til nyhedsbureauet AP, at en bombe blev detoneret på en undergrundsstation.

Det skete omkring klokken 7.30 mandag lokal tid (13.30 dansk tid).

– En mistænkt mand er anholdt. Ingen sårede i øjeblikket bortset fra mistænkte. Undgå området, skrev politiet i New York tidligere på Twitter.

Siden kom det frem, at tre personer foruden bombemanden selv er lettere såret.

CNN rapporterer, at politiet søger efter bomber og mulige medgerningsmænd i området. Det er ikke bekræftet af politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu