Politiet leder: Hvem begik voldsomt indbrud?

18. marts 2019 22:41 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Har nu delt overvågningsbilleder af gerningsmændene.

I et forsøg på at finde gerningsmændene bag et særligt voldsomt indbrud i en elforretning i Thisted, har Midt- og Vestjyllands Politi nu udgivet overvågningsbilleder fra seancen.

Politiet skriver i en pressemeddelelse om tyveriet, der fandt sted onsdag den 6. marts klokken cirka 03.15, at ruden i fordøren ganske enkelt blev knust, hvor efter der var fri adgang.

Der blev stjålet adskillige lamper designet af Poul Henningsen til en stor værdi. Gerningsmændene kørte til og fra stedet i et for nuværende ukendt køretøj. Indbruddet blev begået af tre gerningsmænd, som politiet har brug for borgernes hjælp til at identificere, skriver det.

Gerningsmændene beskrives som:

A: Mand, cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning, iført ensfarvet hættetrøje og bukser med mørk elastik, sorte sko, briller/sikkerhedsbriller, handsker, mundbind, medbragte en hammer.

B: Mand, cirka 190 centimeter høj, tynd til spinkel af bygning, iført hættetrøje med påskrift: SOUTH POLE, handsker og mundbind, medbragte en boltsaks.

C: Mand, cirka 175 centimeter høj, almindelig af bygning, hættetrøje med en bred stribe ned ad ærmerne, løse joggingbukser med en bred stribe ned ad benene, handsker, ur på venstre håndled.

Ved du noget, eller kender du mændene, kan du kontakte politiet på telefonnummer 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu