ANNONCE

Politiet lukker ulovlig fyrværkerifabrik

23. december 2020 15:53 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

På stedet fandt man, foruden krudt, en stjålet palleløfter.

Politiet lukker ulovlig fyrværkerifabrik
Politiet beslaglagde tusindvis af kanonslag efter besøget. Arkivfoto: Scanpix.

Det har ikke været så stilfærdigt, som en del af lokalbefolkningen måske havde håbet, at bo i Aabenraa i den seneste tid.

Den sønderjyske by har været centrum for flere aftener med høje brag, som følge af forskellige former for fyrværkeri affyret uden for de få dage i december, det er lovligt at brænde den slags af.

Nu har politiet forsøgt at sætte en stopper for adgangen til en del af fyrværkeriet, med lukningen af det, der af politiet bliver betegnet som en regulær illegal fyrværkerifabrik.

Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at man fandt fabrikken i en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev.

Man har i den seneste tid efterforsket de mange affyringer af fyrværkeri i det syd- og sønderjyske, og i den forbindelse fandt man stedet, hvor der ifølge politiet er blevet fremstillet ulovlige kanonslag.

3106 kanonslag

En optælling foretaget af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, viste, at der var 3106 kanonslag på stedet og en spand med små tre kilo krudt.

Man fandt også 4212 tomme paprør, formentlig til produktion af flere kanonslag og spor efter fremstilling af 1600 kanonslag.

Derudover fandt politiet en elektrisk palleløfter, der viste sig at være stjålet fra et lager i Nordsjælland. Det er uvist, hvordan den er endt i Tinglev.

Politiet har sigtet to mænd i sagen, en 24-årig og en 32-årig, for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 24-årige har erkendt sin rolle i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu