ANNONCE

Politiet: Han skaffede sig af med Maria

27. april 2021 13:47 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

I slutningen af sidste år forsvandt Maria From Jacobsen. Hendes mand er nu tiltalt for drab

Se flere billeder i galleriet ovenfor

En 44-årig præst fra Frederikssund er blevet tiltalt for at have dræbt sin hustru, som forsvandt i oktober fra familiens hjem.

Politiet mener at kunne bevise, at den 44-årige Thomas Gotthard dræbte sin kone og skaffede sig af med liget. I anklageskriftet fremgår det, at han er tiltalt for manddrab og usømmelig omgang med lig, skriver Ekstra Bladet.

Ifølge tiltalen, som Ekstra Bladet har fået oplyst, skete drabet mellem klokken 08.24 og 09.45 i Frederikssund eller omegn.

Præsten har været varetægtsfængslet og sigtet for drab siden midten af november. Han har hidtil nægtet sig skyldig.

Liget efter hans hustru er ikke fundet. Anklagemyndigheden har fundet mistanken om drab stærk nok til at rejse tiltale.

Retssagen begynder 25. oktober.

Der er afsat 16 dage til sagen ved Retten i Hillerød.

Navneforbud ophævet

I begyndelsen af forløbet var Thomas Gotthard, der var ansat som præst i Hedehusene vest for København, beskyttet af et navneforbud.

Men det ophævede retten i december.

Det skete efter ønske fra politiet og anklagemyndigheden, fordi efterforskerne havde brug for offentlighedens hjælp til at opklare sagen.

Flere gange er hans varetægtsfængsling blevet forlænget.

Under sagen er det kommet frem, at Thomas Gotthard skal have foretaget internetsøgninger på ord som “havdybde”, “olietønder” og “selvmord” forud for hans hustru – Maria From Jakobsens – forsvinden.

Derudover har politiet fundet kaustisk soda og saltsyre hos manden.

Begge kemikalier er stærkt ætsende.

43-årige Maria From Jakobsen var ansat som psykolog ved Holbæk Sygehus og mor til to børn. Hun blev sidst set 26. oktober og blev derefter meldt savnet hos politiet.

Har undersøgt parrets hjem

Blandt andet er parrets hjem i Frederikssund og deres sommerhus i Nykøbing Sjælland blevet undersøgt, men hendes lig er altså ikke fundet.

En blå fodertønde har haft en central plads i politiets efterforskning.

Overvågningsvideoer har således vist, at Thomas Gotthard den 6. november sidste år – 11 dage efter at Maria From Jakobsen forsvandt – skilte sig af med en blå fodertønde på en genbrugsplads i Frederikssund.

Ud over den blå fodertønde bortskaffede præsten en grå sækkevogn.

Udstyret kan have været brugt i forbindelse med det formodede drab.

Retsmøderne under Thomas Gotthards varetægtsfængsling er blevet holdt for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, men flere medier har fået indblik i efterforskningen via retsbøgerne i sagen.

Thomas Gotthard nægter sig skyldig i tiltalen.

Se flere billeder i galleriet ovenfor

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu