ANNONCE

Politiet: Mishandlede og myrdede sine børns mor

3. april 2020 08:27 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

En mand er tiltalt for drab, da han igennem flere år tævede sin kæreste, som mistede livet i 2018.

Politiet: Mishandlede og myrdede sine børns mor
En mand er ved retten i Roskilde tiltalt for at have udøvet vold mod sin partner- en dengang 34-årig kvinde- gennem flere år. Han er tiltalt for drab på kvinden (arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

En 34-årig kvindes død i efteråret 2018 blev afslutningen på mange års vold fra hendes kærestes side, mener anklagemyndigheden.

Gennem en periode på 15 år blev kvinden ifølge anklageskriftet i sagen udsat for vold på skiftende adresser i København, Pakistan og Midtsjælland.

Artiklen fortsætter under videoen

Retten i Roskilde indleder fredag en nævningesag mod manden, som blandt andet er tiltalt for manddrab. Han nægter sig skyldig. Han er pakistansk statsborger og kræves udvist.

Han er anklaget for at have mishandlet kvinden systematisk. Fra august 2018 frem til hendes død to måneder senere blev hun slået igen og igen med blandt andet et aluminiumsbat, skruemaskine og med bagsiden af en økse.

Derudover tryksparkede og trampede manden hende i hovedet, så hendes ene øre blev revet delvist af, ligesom han skød hende med en strømpistol, hvorefter hun blev kronraget, lyder det i anklageskriftet.

– Det er en meget grim og ulykkelig sag på alle måder, siger anklageren i sagen, Rune Rydik.

Frihedsberøvet

Kvinden var også reelt frihedsberøvet de sidste to måneder af sit liv, da manden tvang hende til at være i hjemmet.

Bopælen havde han udstyret med videoovervågning både inden -og udendørs, fremgår det.

Kvinden boede i Osted ved Roskilde med sin mand og tre børn. Det var børnene, der fandt kvinden i den slemme tilstand, der førte til hendes død. På dette tidspunkt var deres far, hendes mand, ikke hjemme, skrev Roskilde Avis.

Kort tid efter kvindens død udtalte politikommissær Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi, at der var mistanke om langvarig partnervold.

– Vi bygger det på resultatet af den obduktionserklæring, vi har fået fra Retsmedicinsk Institut, som beskriver skader fra vold gennem flere år, sagde han.

Stak af

Kvinden kæreste, en dengang 37-årig mand, blev hurtigt efterlyst, men valgte at tage flugten. Han blev derfor efterlyst af politiet.

Det endte med, han meldte sig selv i november 2018.

Lejre Kommune tog sig efter kvindens død af børnene.

Mere vold

Ud over den nu afdøde kvinde blev tre andre også udsat for vold. To af dem overværede mishandlingen af kvinden, lyder det i anklageskriftet.

Det må altså, hvis man tager ordene fra Roskilde Avis, være børnene.

Anklager Rune Rydik ønsker dog ikke at fortælle noget om relationen mellem tiltalte og de tre forurettede.

I løbet af retssagen skal omkring 20 vidner afhøres.

Ud over at tiltalte fredag får mulighed for at afgive forklaring, forventes det også, at moren og en veninde til den afdøde kvinde skal afhøres denne dag, oplyser anklageren.

Der er afsat otte retsmøder til sagen. Dommen ventes 28. april.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu