Politiet ransager adresse: Leder efter lig

18. oktober 2018 17:21 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Torsdag eftermiddag er Nordsjællands Politi til stede på en gård i Nordsjælland.

Torsdag eftermiddag er Nordsjællands Politi massivt til stede på en gård, hvor teknikere og efterforskere gennemgår matriklen med tættekam.

Ifølge Ekstra Bladet mistænker politiet, at liget af den forsvundne Lars Halvor Hermansen kan være på adressen.

Den store efterforskning foregår samtidig med, at en 49-årig mand er i grundlovsforhør, sigtet for drabet på Lars Halvor Hermansen. Den 49-årige mand blev anholdt onsdag aften og er ifølge Ekstra Bladet også blevet sigtet for at være i besiddelse af seks kilo amfetamin på sin hjemmeadresse.

Til Newsbreak.dk bekræfter efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi, Henrik Gunst, at politiet befinder sig på en adresse i Nordsjælland, hvor de ransager.

Set flere gange

Lars Halvor Hermansen blev senest set i live den 18. september, og blev efterlyst af Nordsjællands Politi den 4. oktober. Newsbreak.dk har flere gange bragt nyt i sagen, senest torsdag formiddag.

Ved sin forsvinden kørte Lars Halvor Hermansen i en sort Seat Altea årgang 2007 på papegøjeplader med registreringsnummer AX 46 542, og den blev i forbindelse med den oprindelige efterlysning meldt fundet. Den stod på en parkeringsplads på Krathusvej mellem Frederiksborgvej og Bagsværd Sø i Bagsværd, hvor politiet kunne finde den torsdag den 4. oktober. Altså ved Hareskoven.

Siden har et vidne dog oplyst, at han har bemærket bilen stå parkeret samme sted allerede søndag den 30. september, så muligvis har den været parkeret der længe. Der har været foretaget søgning efter Lars Halvor Hermansen i området, hvor hans bil blev fundet, men det har været resultatløst.

Nordsjællands Politi søger derfor vidner, der har set Lars Halvor Hermansen eller hans bil i eller omkring Farum, Birkerød og/eller Værløse op til eller omkring tidspunktet, hvor han forsvandt.

Lukket grundlovsforhør

Pressevagten ved Nordsjællands Politi ønsker ikke at løfte sløret for de nærmere omstændigheder bag sigtelsen. Det vides dermed heller ikke, hvor manden blev anholdt, eller hvordan han forholder sig til den alvorlige sigtelse.

Grundlovsforhøret er sat til at begynde klokken 15. En anklager fra anklagemyndigheden vil kræve dørlukning.

Det betyder, at offentligheden kun får mandens nøjagtige sigtelse at vide, men ikke politiets foreløbige efterforskning og mandens eventuelle forklaring.

Efter Lars Halvor Hermansens forsvinden 18. september troede både familie og politi umiddelbart, at der var sket en ulykke. Men knap en måned senere skiftede politiet spor og sagde, at der kunne ligge en forbrydelse bag.

Nordsjællands Politi søger derfor vidner, der har set Lars Halvor Hermansen eller hans bil i eller omkring Farum, Birkerød og/eller Værløse op til eller omkring tidspunktet, hvor han forsvandt.

Borgere, som har oplysninger om Lars Halvor Hermansen og dennes færden på dagen, hvor han forsvandt, bedes kontakte Nordsjællands Politi på telefonnummer 114. Nordsjællands Politi hører også gerne fra borgere, som ønsker at være anonyme“, skriver politiet og lægger dermed vægt på, at der er tale om en særlig potentiel prekær sag.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu