Politiet rykker massivt ud efter skyderi

9. november 2018 12:51 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk

Politiet efterforsker lige nu et skyderi i Ishøj

Københavns Vestegns Politi modtog torsdag aften kl. 22.36 anmeldelse om skud i området omkring Gildbrovej 8 i Ishøj.

Politiet fandt efterfølgende to patronhylstre i en viadukt under Vildtbanevej ca. 100 meter syd for Gildbrovej.

Det betyder, at politiet fredag er gået igang med en omfattende efterforskning i området.

Det meddeler politiet i en pressemeddelelse.

Ifølge vidner, så er to personer på hver sin knallert set køre fra stedet i nordgående retning i forbindelse med skyderiet.

Derudover er flere personer set løbe fra stedet i forskellige retninger, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Endnu for tidligt at sige noget om evt forbindelser

Ifølge politiets viden, blev ingen ramt i forbindelse med skyderiet.

– Vi efterforsker nu sagen og det er endnu for tidligt at sige om skyderiet har forbindelse til tidligere skyderier i området, siger politiinspektør Mikael Wern i pressemeddelelsen.

Københavns Vestegns Politi har indsat en mobil politistation tæt ved gerningsstedet, hvor eventuelle vidner til sagen kan henvende sig direkte til politiet.

Samtidig er det øget patruljering i området, oplyser politiet.

Der er ikke noget nærmere signalement af gerningsmændene.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummer 43861448

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu