Politiet: Sådan kommer man ikke til Thailand

10. januar 2019 23:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det er en stensikker måde ikke at komme til Thailand på.

En stensikker guide til, hvordan du ikke kommer på den ønskede ferie til Thailand. Sådan kan man beskrive et nyt opslag på Facebook fra Nordsjællands Politi.

Opslaget er humoristisk anlagt, men det har også en alvorlig undertone. Faktisk har det en på ingen måde uvæsentlig pointe at tage med videre.

I bund og grund handler det om en mand, der trods utallige advarsler fra forskellige instanser alligevel forsøgte sig med at tage på ferie til Thailand tirsdag eftermiddag. Det kom han dog ikke umiddelbart.

Politiet troppede nemlig op i lufthavnen og anholdt manden for øjnene af hans familie, der skulle med på turen til de varmere himmelstrøg. Hvorfor? På grund af en gæld. Hvor stor? 3000 kroner.

Mange advarsler

Det kan synes voldsomt ligefrem at blive anholdt for sølle 3000 kroner i gæld, men manden havde sådan set forberedt sig på, at situationen kunne opstå, forklarer politiet.

“Han havde allerede tidligere modtaget en hel del advarsler om, at han ville blive anholdt, hvis han for eksempel forsøgte at rejse udenlands”, skriver politiet, der efterfølgende opridser forløbet således:

– Forløbet begynder med, at man først får besked fra fogedretten i e-Boks om, at man skal kontakte dem og lave en aftale om at møde op i retten.

– Reagerer man ikke på den henvendelse, bliver man efterfølgende forsøgt ringet op af fogedretten.

– Har det heller ingen effekt, bliver man forsøgt kontaktet personligt på for eksempel ens bopæl eller arbejdsplads.

– Har ovenstående tiltag stadig ikke den ønskede effekt, bliver vi som politi inddraget og pålagt at anholde og indbringe sagens person for fogedretten.

– I den konkrete sag sendte vi i sensommeren ’18 manden et fysisk brev og en besked i e-Boks. Her gjorde vi ham opmærksom på, at han ville blive anholdt, hvis vi stødte på ham, og at det blandt andet havde indflydelse på hans muligheder for at rejse uden for landets grænser. Og det fik det jo så i tirsdags.

Gnider sig ikke i hænderne

Politiets pointe med opslaget er ikke at udskamme manden for at være dum eller andet, der ellers kunne være nærliggende at tro. Nej, han eksemplificerer dog i stedet vigtigheden af, at man læser sin post.

Egentlig er det slet ikke nok at læse den i sådan en sag. Man skal også reagere på den.

“Vores pointe med denne historie er, at det er klogest ikke at lukke øjnene for henvendelser fra det offentlige. En tur i fogedretten tager oftest kun et kvarters tid, men får du det ikke klaret, kan det ende med en anholdelse på bopælen, arbejdspladsen eller i dette tilfælde i lufthavnen”, skriver politiet.

Se hele opslaget her og læs blandt andet, hvad mandens plan var:

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu