ANNONCE

Politiet sætter danske præster på trist opgave

27. marts 2020 06:08 | Af: Newsbreak.dk

Folkekirkens præster har fået besked på at opgøre, hvor mange kister de kan have på køl, hvis coronakrisen skulle udvikle sig voldsomt i Danmark

I går modtog sognepræst Christian Roar Pedersen og hans nordjyske kolleger en noget anderledes mail fra deres provst.

Hvis det var muligt, lød det i mailen, skulle de straks undersøge, hvor mange kølepladser de havde i kapellet på sognets kirkegård og sende ham oplysningerne samme eftermiddag.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I mailen kunne sognepræsten i Hals og Hou videre læse, at forespørgslen kom fra Rigspolitiet, som via landets stifter prøver at danne sig et overblik over kapaciteten, hvis coronasituationen herhjemme pludselig skulle betyde, at mange dør på samme tid.

– På en eller anden måde satte det tingene lidt i perspektiv. Jeg tror, mange af os har set billederne af de lastbiler i Italien, der kørte af sted med kister, der ikke var plads til på den lokale kirkegård. Normalt tænker vi ikke over, om vi har kapacitet til at begrave folk eller holde kister på køl. For begravelsen skal typisk ske inden for en uge, så det er ikke noget problem. Men hvis der kom mange dødsfald samtidig, er det ikke sikkert, at kapaciteten er stor nok, siger Christian Roar Pedersen.

At den globale coronakrise kan blive en udfordring for kapeller og krematorier, har man de seneste dage kunne se flere udenlandske eksempler på.

Særligt i Italien er mange mindre byer udfordret af, at krematorierne ikke kan følge med det stigende dødstal, og i Spaniens hovedstad, Madrid, meldes der ligeledes om mangel på plads.

Det vides ikke, hvilket tænkt fremtidsscenarie, Rigspolitiet ønsker at forberede sig på, men ud fra WHO’s vurdering af coronavirussens dødelighed har et bud lydt, at mellem 1.680 og 5.600 danskere kan dø af smitten i alt.

Til sammenligning dør der årligt mellem 50.000 og 55.000 danskere.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke regler der gælder for begravelser og bisættelser under coronakrisen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu