Politiet sætter punktum i tragisk sag: Kvinde fundet død

22. november 2018 10:19 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Et gammelt mordmysterium har nu nået sin afslutning.

Da der søndag blev fundet dele af et lig nær Tirstrup Lufthavn søndag, begyndte spekulationerne, om det mon var den forsvundne Lisbet Nielsen.

Det var en jæger, der tilfældigvis fandt dele af liget i skovbunden under en jagt. Dette fik manden til at kontakte politiet. Siden det umiddelbare fund har Østjyllands Politi brugt hundepatruljer i området – og derved fundet flere dele af liget.

Nu har Østjyllands Politi bekræftet, at liget, der er fundet, er Lisbet Nielsen. Det område, hvor liget blev fundet, har tidligere været i politiets søgelys.

– Det er en meget tragisk sag, som nu har fået et punktum. Retsmedicinerne vil nu forsøge at finde en dødsårsag, men det kan blive særdeles svært, da vi foreløbigt kun har enkelte dele, som har ligget i mange år. Men ellers betragter vi sagen som lukket, da vi har færdigefterforsket sagen. De pårørende til Lisbet Nielsen er underrettet og er selvfølgelig fortsat dybt berørte, og jeg anmoder pressen om at vise forståelse og hensyn til familien, siger politiinspektør René Raffo i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen skriver Østjyllands Politi endvidere, at der stadig søges yderligere i området, da der stadig mangler dele af liget.

Kæresten var dobbeltmorder

46-årige Lisbet Nielsen fra Risskov ved Aarhus blev meldt savnet en uge inden, hendes kæreste helt officielt blev anholdt og sigtet for at have dræbt hende. Han begik selvmord i arresten – kort inden, politiets jurister skulle forsøge at få en dommer til at varetægtsfængsle den 42-årige Bjarne Østergaard Madsen i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Den aarhusianske mor til to sønner på dengang 12 og 14 år blev først erklæret død et års tid senere – i september 2010. Siden da har det været så som så med udvikling i sagen, men det ændrede sig altså i slutningen af januar, da Østjyllands Politi modtog et tip i sagen, der viste sig så interessant, at det skulle forfølges. Det er det, som nu er sat i værk.

Havde dræbt før – to gange

Bjarne Østergaard Madsen kom i politiets søgelys, da Lisbet forsvandt, fordi politiet fandt frem til, at de to var kærester, og Madsen er bestemt ikke et ubeskrevet blad hos politiet. Han var tidligere dømt for mord på to af sine kærester. Noget den aarhusianske sygeplejerske ikke vidste.

Da Madsen var blot 16 år gammel kvalte han sin 15-årige kæreste Birthe Simonsen fra Kibæk ved Herning. På grund af sin alder blev han straffet med tre års fængsel – løsladt efter to.

Anholdt ved grænsen

19 år og en måned før Bjarne Madsen blev sigtet for drabet på Lisbet Nielsen begik han sit andet mord. Da gik det ud over kæresten Vivian Marie Nielsen, der på det tidspunkt var 21 år gammel. Han kvalte og gemte hendes lig i en garage i Sjællandsgade i Herning. Årsagen var jalousi, metoden var kvælning.

Vivian blev slået ihjel efter et voldsomt skænderi melem de to på nat-restauranten La Cabana i Herning. Bjarne Østergaard Madsen blev angiveligt jaloux, fordi hans unge kæreste havde talt med en anden mand.

Bjarne Østergaard Madsen flygtede dagen efter drabet mod Tyskland, men han blev afvist ved grænsen i Frøslev og siden anholdt af politiet, der sigtede ham for drabet.

Han blev i 1991 erklæret uegnet til straf og idømt en tidsubestemt behandlingsdom på et Psykiatrisk Hospital, hvor fra han siden blev løsladt og altså blev kæreste til Lisbet Nielsen.

Hængte sig

Lisbet Nielsens kæreste Bjarne Østergård Madsen døde lørdag den 31. oktober 2009 i Århus Arrest, hvor han hængte sig i sin celle. Således lykkedes det aldrig at få hans forklaring på, hvad der skete. Sagen står tilbage som et stort ubesvaret spørgsmål. Intet lig og intet motiv.

Den lørdag skrev Østjyllands Politi i en pressemeddelelse følgende:

“Lørdag den 31. oktober 2009 , kl.12.30 modtog Østjyllands Politi en henvendelse fra Kriminalforsorgen/Århus Arrest med oplysning om, at den anholdte i sagen var fundet livløs i sin celle som følge af selvmord – formentlig ved hængning. Der blev forsøgt genoplivning, men uden resultat. Anholdte blev efterfølgende erklæret død kl. 13.05.“.

I forbindelse med den fortsatte eftersøgning af Lisbet Nielsen kunne politiet ved hjælp af masteoplysninger og Bjarne Østergård Madsens mobiltelefon konstatere, at han lørdag den 24. oktober 2009 ved midnat befandt sig i området omkring Lufthavnsvej ved byen Feldballe på Djursland. I det område, hvor jægerne altså søndag fandt resterne af en person, der nu er bekræftet som værende Lisbet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu