ANNONCE

Politiet sigter kvinde for at bruge dette foto

16. marts 2021 15:18 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Kvinde fra Aarhus er blevet sigtet for at true Mette Frederiksen (S). Politiet fik anmeldelse fra en borger

Politiet sigter kvinde for at bruge dette foto
Det var en anmeldelse fra en borger, der fik politiet til at reagere på brugen af fotoet. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En kvinde i Aarhus blev i weekenden sigtet for at overtræde straffeloven, fordi hun på en side på Facebook viste et foto af en dukke med statsminister Mette Frederiksens ansigt. Der var tændt ild til dukken ved en demonstration.

Kvinden blev anholdt og sigtet for at overtræde straffelovens § 119, har politiet oplyst til dagbladet Politiken.

Den bestemmelse drejer sig om blandt andet trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste.

En samlet vurdering

Østjyllands Politi oplyser tirsdag til Ritzau, at man gik i aktion efter at have modtaget en anmeldelse fra en borger.

Men politiet ønsker ikke umiddelbart at svare på, hvilke overvejelser man har gjort sig om hensynet til ytringsfriheden. Tirsdag eftermiddag er en chefpolitiinspektør kommet med en udtalelse:

– Det er en samlet politifaglig og juridisk vurdering af det konkrete opslag, billedet og den kontekst, det bliver bragt i, der gør, at vi vurderer, at der kan være tale om et strafbart forhold.

– Nu efterforsker vi sagen videre, og så vil det senere være op til anklagemyndigheden at vurdere, om der skal rejses tiltale i sagen, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Så længe der pågår en efterforskning, vil politiet ikke uddybe baggrunden for sigtelsen eller oplyse yderligere om sagen, hedder det i en mail fra Østjyllands Politi.

Del af en bevægelse

Den sigtede er Vivian Anita Alexandru, der er 29 år, og som ifølge Politiken ser sig selv som en del af en bevægelse, som protesterer imod covid-19 restriktionerne.

Den famøse dukke med statsministerens ansigt var også forsynet med et skilt med teksten: “Hun må og skal aflives”.

Dukken blev oprindelig brugt og sat i brand under en demonstration i januar i København.

Tre mænd er blevet sigtet blandt andet for trusler, og Retten på Frederiksberg har besluttet at holde dem varetægtsfængslet i flere uger. På fredag er der retsmøde i den sag.

Advokat Jonas Christoffersen er forsvarer for kvinden. Han oplyser til Politiken tirsdag, at hun har hentet billedet fra TV2’s hjemmeside og lagt det på en facebookside.

Han er kritisk overfor politiets fremfærd.

– Man slår tilsyneladende nu ned på alt, der minder om en klar afstandtagen til regeringen coronapolitik, siger han til Politiken.

-Det er forryk

Direktøren for tænketanken Justitia har på Twitter skrevet, at han er “decideret rystet” over myndighedernes optræden.

– Det er forrykt, det der sker i Danmark i øjeblikket. Politi og anklagemyndighed virker fuldstændigt ude af kontrol, når man ser reaktionerne på protester mod regeringen, lyder det fra Jacob Mchangama.

Kontroversiel dom

Sigtelsen mod den 29-årige kvinde er en af flere kontroversielle sager, der er kommet frem i det forgangne år.

Tidligere på måneden blev en 30-årig kvinde dømt for at have opfordret til vold i forbindelse med en demonstration.

Straffen blev fordoblet, fordi retten fulgte anklagemyndighedens påstand om at bruge en særlig del af straffeloven.

Den handler om hvorvidt “lovovertrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark”.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu