Politiet søger effektive cykeltyve

29. november 2018 20:02 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

I alt leder politiet efter fem mænd.

Oplysninger i sagen skal rettes til politiet på 114. Video: Politiet.

Fem mænd skulle ikke bruge lang tid på at stjæle cykler for flere tusinde kroner hos Henning Jørgensen Cykler i Tjørring ved Herning. Midt- og Vestjyllands Politi offentliggør en video af forløbet i håbet om, at de fem mænd bliver genkendt.

Politiet skriver i en pressemeddelelse, at de mange cykler blev stjålet ved et tyveri 21. oktober omkring 04.02. Cyklerne blev fjernet fra butikken og læsset ud i en større varebil. Den bil var stjålet i Sdr. Omme få dage før cykeltyveriet, og den blev siden fundet efterladt.

Tyvbene brød indgangsdøren op til butikken, og der gik ikke mange minutter, før de var væk igen. Tre af mændene forlod stedet i nordlig retning over et græsareal, og de drejede mod vest af Hilmar Sølunds Vej, mens de resterende tyve løb i retning af Hilmar Sølunds Vej. Politiets teori er, at de to mænd måske kørte videre derfra i en bil.

“Alle fem mænd skønnes at være i alderen 20-25 år. Fire af dem er almindelig af bygning, mens den femte er lidt kraftigere. Alle var iført hættetrøjer på gerningstidspunktet,” skriver politiet i pressemeddelelsen.

Genkender man en eller flere af de efterlyste mænd, bedes man kontakte politiet på 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu