Politiet stoppede mere end 1300 tåber

19. marts 2019 19:46 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

I uge 11, mellem mandag den 11. til søndag og den 17. marts, gennemførte politiet en stor kampagne.

Mere end 1300 trafikanter blev sigtet for overtrædelser af færdselsloven, da politiet i uge 11 gennemførte en stor kampagne, hvor politiet satte spot på bilisternes brug af sikkerhedssele- og mobiltelefoni under kørsel samt uopmærksomhed i trafikken.

Sigtelserne fordeler sig på 210 voksne, der ikke brugte sikkerhedssele – 18 børn uden sele/autostol, 308, der brugte mobiltelefon og 29, der kørte frem for rødt/gult lys – herudover mere end 700, der blev sigtet for andre trafikforseelser.

Og de mere end 1300 sigtelser er naturligvis alt for mange, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet:

”På trods af at risikoen for at blive dræbt i et uheld halveres, når man benytter sikkerhedsselen, viser tallene fra politiets kontrol i den forgangne uge, at nogle førere og passagerer fortsat undlader at bruge sikkerhedssele under kørslen”, siger Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Internationalt samarbejde

Bag indsatsen står TISPOL, der står for samarbejdet mellem færdselspolitiet i hele Europa. Indsatsen er delvist finansieret af EU-kommissionen.

Brug af sikkerhedssele er et meget effektivt værn mod at komme til skade eller dø ved en trafikulykke.

Brugen af sikkerhedssele reducerer således sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent, mens uheldsrisikoen ved at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen er op til fire gange højere end ved ikke at bruge telefonen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu