ANNONCE

Politiet undersøger dødsfald og styrt fra lejlighed

3. juni 2020 05:43 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Både i Hvidovre og Søborg undersøger politiet mistænkelige forhold. Der er dog ingen sammenhæng.

Politiet undersøger tirsdag to mistænkelige forhold på henholdsvis Hvidovrevej i Hvidovre og Søborg Hovedgade i Søborg.

Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.

I sagen fra Hvidovre er der tale om et mistænkeligt dødsfald. Politiet modtog anmeldelsen om dødsfaldet klokken 08.13.

Alder og køn på den afdøde er indtil videre ukendt for offentligheden.

Ifølge billedmateriale fra stedet opsatte politiet afspærring rundt om et område foran en boligblok.

I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra stedet.

Udenfor livsfare efter styrt

Sagen fra Søborg handler om en kvinde, der er faldet ned fra første sal.

Politiet skrev tidligere i en opdatering på Twitter, at der var tale om “et muligt kriminelt forhold”, men klokken 02.00 natten til onsdag siger vagtchef Lars Guldborg, at politiet ikke længere forventer, at der er sket noget kriminelt.

Kvinden er uden for livsfare og er bragt til behandling på hospitalet. Politiet er stadig ved at undersøge omstændighederne.

Der er ingen sammenhæng mellem sagerne i Hvidovre og Søborg, fortalte kommunikationsansvarlig Claus Buhr fra Københavns Vestegns Politi tidligere tirsdag, inden det stod klart, hvad de to sager handlede om.

– Der er overhovedet ingen sammenhæng. Det sker i hver sin ende af vores politikreds, og det er helt tilfældigt, at det er samtidigt, sagde han til Ritzau.

– Vi er til stede med en del politifolk begge steder, lød det fra Claus Buhr.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu