ANNONCE

Politiets Basse og Cody kan snart noget særligt

15. juni 2020 18:42 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Basse og Cody fra Fyns Politi er blevet udvalgt til en helt særlig træning.

Politiets Basse og Cody kan snart noget særligt
To hunde fra Fyns Politi træner til at finde spor i vand såvel som på landjorden. Foto: Fyns Politi

Smilene er store blandt betjente i Hundeafdelingen i Fyns Politi. Herfra er to politihunde blevet udvalgt til en særlig uddannelse.

Foruden at de nu kan lede efter spor på land, trænes de også til snart at kunne finde spor i vandet. Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Det er en meget omtalt drabssag, der ligger til baggrund for den beslutning. Se hvilken længere nede.

Bliver til vandhunde

Normalt arbejder Basse og Codys snuder livligt på landjorden efter spor i forskellige kriminalsager. Men nu skal de også kunne fungere i vandet.

For de to hunde fra Fyns Politi er blevet udvalgt som vandsøgshund. Det er en hund, der trænes til at søge og generelt begå sig i et maritimt miljø eksempelvis på både til havs.

Meningen er, at vandsøgshundene skal bruges ved akutte operative indsatser. Det kunne være mistanke om drukneulykker eller drab, ligesom de skal trænes til at kunne finde både personer, narkotika og våben, der er gemt i vand.

Kræver masser erfaring

Leder af Hundeafdelingen ved Fyns Politi er særligt begejstret for, at to hunde inklusiv hundeførere fra hans afdeling er blevet udvalgt til denne ære.

For det kræver en enorm viden.

– Både hund og hundefører skal have stor erfaring og besidde høje faglige kompetencer, for at komme i betragtning som vandsøgshund. Derfor er vi meget stolte over, at Fyns Politi har fået tildelt to vandsøgshunde fra vores Hundepatrulje, siger Jesper Schmidt-Nielsen.

Når Basse og Cody er færdige med uddannelsen, bliver de en del af et hold, der skal bistå operative indsatser på vandet.

Kim Wall-sag er baggrunden

Uddannelsen til vandsøgshund indeholder en række delprøver, som hundene skal bestå.

– Uddannelsen består hovedsagligt af, at vi selv træner med hundene. Undervejs skal de løbende bestå en række delprøver, hvor de kvalificerer sig til at fortsætte uddannelsen. Vi glæder os meget til, at hundene efter endt uddannelse kan bidrage til vores arbejde på vandet, hvor de uden tvivl bliver en uvurderlig styrke i vores operative indsatser, afslutter Jesper Schmidt-Nielsen.

Baggrunden for, at der skal uddannes vandsøgshunde i dansk politi bunder i sagen om den svenske journalist Kim Wall, der i 2017 blev slået ihjel.

I den sag var det blandt andet takket være svenske lighunde, som de kaldes i Sverige, at ligedele blev fundet på havet.

Herefter blev det besluttet, at danske politi også skulle uddanne vandsøgshunde. I Danmark kaldes de vandsøgshunde, fordi de også skal kunne lede efter andet end lig eksempelvis våben.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu