ANNONCE

Politiets undersøgelser peger denne vej

28. juni 2020 21:10 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter søndag, at en livløs person er fundet i Silkeborg-sø.

Opdatering 21.10:

Politiet oplyser nu, at alle undersøgelser peger på, der ikke er sket en forbrydelse.

Vedkommende, der er fundet død, er formentlig faldet og er kommet galt af sted den vej, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Samme sted fremgår det også, at afdøde er en kvinde.

Original artikel:

Midt- og Vestjyllands Politi er søndag aften fortsat til stede ved krydset Vestergade/Toldbodgade i Silkeborg. Her blev en person tidligere søndag eftermiddag fundet død i nogle siv ved Silkeborg Langsø.

Det bekræfter Allan Riis, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, for Newsbreak.dk. Politiet betragter ligfundet som mistænkeligt. På den måde går eventuelle spor ikke tabt, hvis det viser sig, at der er sket en forbrydelse.

– Af samme grund har vi stadig afspærret omkring findestedet, siger Allan Riis.

Når der er tale om et mistænkeligt dødsfald, efterforskes det som et drab. På den måde er politiet i besiddelse af spor, hvis det viser sig, at der er sket en forbrydelse. Sager om mistænkelige dødsfald skyldes ofte, at der ikke umiddelbart kan fastlægges en dødsårsag.

Som regel skyldes det også, at den døde er for ung til at dø uden synlige skader, men langt de fleste mistænkelige dødsfald viser sig ikke at være forbrydelser. Politiet kender endnu ikke noget til, hvad der er sket i sagen her.

– Det er noget af det, vi arbejder på lige nu.

Identiteten på vedkommende er ikke endeligt fastslået, men politiet har dog en ret klar formodning. De pårørende er til gengæld ikke underrettet, og derfor vil vagtchefen ikke sige noget om hverken køn eller alder på afdøde.

Anmeldelsen kom klokken 14.30 søndag fra en forbipasserende, der så, at noget uvant lå i sivene ved vandet nær stien, der fra Toldbodgades slutning går venstre om søen. Vedkommende gik på Vestergade.

Politiet er til stede med efterforskere,  hundepatruljer, retsmedicinere og kriminalteknikere. Beredskabsstyrelsen bidrager også, oplyser operativ chef Lars Høg Schou på Twitter.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu