ANNONCE

Politifolk siger op efter drab på ung mand

14. april 2021 08:14 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Betjent, der var skyld i sort mands død nær Minneapolis, og hendes chef har indgivet afskedsansøgninger

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

En betjent, der søndag skød en 20-årig sort mand i Minnesota nær byen Minneapolis i USA, samt betjentens chef har indgivet deres afskedsansøgninger.

Det oplyser borgmesteren i byen Brooklyn Center tirsdag ifølge Reuters. Bystyret var forinden blevet enige om, at den kvindelige betjent samt hendes chef burde afskediges.

– Jeg håber, at det vil skabe ro i lokalsamfundet. Vi vil sende et budskab til befolkningen om, at vi tager den her situation alvorligt, siger borgmester Mike Elliott.

Borgmesteren tilføjer, at han endnu ikke har accepteret betjentens opsigelse. Dermed har han mulighed for at fyre hende. Det kan få indflydelse på hendes pension samt mulighed for at finde et nyt arbejde som betjent.

Det var en fejl

Den nu fratrådte politichef for Brooklyn Center Tim Gannon fortalte på et pressemøde mandag, at betjenten, der altså også har opsagt sin stilling, ved en fejl var kommet til at affyre sin rigtige pistol mod den unge mand i stedet for sin strømpistol.

Gannon oplyste, at Daunte Wright blev stoppet i sin bil af tre betjente for brud på færdselsloven.

Videooptagelser fra hændelsen viser en betjent, som forsøger at give Wright håndjern på ved siden af bilen, før han slipper fri og sætter sig ind i bilen igen.

På det tidspunkt råber en kvindelig betjent, at hun vil “bruge strømpistolen” mod ham, men skyder ham med et enkelt skud fra sin rigtige pistol under tumult.

Daunte Wright kørte fra stedet men forulykkede kort efter. Han døde på stedet.

På optagelsen kan man høre betjenten sige “jeg har lige skudt ham.”

Uro

Drabet udløste søndag og mandag voldsomme uroligheder i Brooklyn Center, der ligger i udkanten af storbyen Minneapolis.

Politiet affyrede tåregas og gummikugler for at sprede de vrede demonstranter.

Urolighederne spredte sig til Minneapolis, hvilket fik byens borgmester til at indføre et udgangsforbud fra tidligt mandag aften til klokken seks den efterfølgende morgen.

Den tragiske hændelse fandt sted, samtidig med at retssagen mod den tidligere betjent Derek Chauvin, der er anklaget for drab på den sorte mand George Floyd, er i gang i Minneapolis.

Daunte Wright blev skudt cirka 16 kilometer fra det sted, hvor Floyd mistede sit liv i forbindelse med en anholdelse i maj 2020.

Se flere fotos i billedgalleriet over denne artikel

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu