DF'er melder Messerschmidt til politiet

Morten Messerschmidt beskyldes af en DF'er og flere afhoppere for at sidde information om lovbrud overhørig

Morten Messerschmidt (DF) er blevet meldt til politiet af et byrådsmedlem.
Udgivet Opdateret

Byrådsmedlemmet Erik Høgh-Sørensen (DF) har meldt sin partiformand, Morten Messerschmidt, til politiet.

Det fortæller DF'eren, der sidder i byrådet i Hjørring Kommune, til Ekstra Bladet.

Erik Høgh-Sørensen står ikke alene om anmeldelsen. Sammen med en række DF-afhoppere anklager han Messerschmidt for at se gennem fingre med advarsler om "underslæb, mandatsvig og/eller dokumentfalsk".

Den påståede svindel, som Messerschmidt beskyldes for at sidde overhørig, skulle være foregået i partiforeningen i Hjørring.

Utroligt

- Jeg finder det utroligt at skulle politianmelde mit eget parti, men det lader til, at DF's interne finanskontrol er brudt sammen, og alt går an. Det minder om Meld og Feld, bare i Nordjylland, siger Erik Høgh-Sørensen til Ekstra Bladet.

Også partisekretær Jens Vornøe er blevet meldt til politiet, fortæller Høgh-Sørensen.

Ifølge ham står i alt ti personer bag anmeldelserne. Blandt dem er flere tidligere DF-medlemmer fra lokalbestyrelsen i Hjørring.

Den lokalbestyrelse gik i opløsning i sidste uge, hvor fire ud af fem medlemmer meldte ud, at de forlader partiet, og at det sker i protest mod partiledelsen med formand Morten Messerschmidt i front.

K-salat og blomkål

Det, anmelderne er fortørnede over, er en række indkøb i lokale supermarkeder og en vinforretning. Der er ifølge Ekstra Bladet købt blandt andet spiritus, K-salat og blomkål, og det er indkøbt på lokalforeningens regning.

Men ifølge Erik Høgh-Sørensen er der brugt penge på en del, som de lokale medlemmer af partiet ikke genkender. Blandt andet fordi corona satte en stopper for flere medlemssammenkomster.

Selv fortæller byrådsmedlemmet, at det var efter at have fået indblik i bilag og kontoudtog, at han ikke var i tvivl om, at han ville være med til at anmelde partitoppen.

Erik Høgh-Sørensen stillede i første omgang selv op til formandsvalget i DF, der blev holdt i januar. 

Han trak sig dog for i stedet at trække flere stemmer til andre kandidater for at mindske Messerschmidts chance for at blive formand.

Powered by Labrador CMS