Danskere kan beholde de 6000 kroner
De boligejere, som har fået varmehjælp, selv om de ikke har gasfyr længere, kan beholde de 6000 kroner
I sidste uge fik godt 400.000 husstande udbetalt en varmecheck på 6000 kroner som hjælp til at betale de høje gasregninger.
Men den skattefri check er også blevet udbetalt til boligejere, som for længe siden har skrottet deres gasfyr.
Det skriver DR.
Skal selv rette
Det er sket, fordi oplysningerne i BBR-registeret ikke er blevet rettet, da fjernvarmen i sin tid blev sat til.
Det fremgår ikke, hvor mange boligejere, der uberettiget har modtaget varmechecken.
Det er boligejere selv, der her pligt til at rette i BBR-registeret, mens kommunen efterfølgende skal godkende ændringerne.
Må beholde dem
Men det betyder ikke, at pengene skal betales tilbage, selv om de er udbetalt uberettiget.
Det er nemlig skrevet ind i loven, at boligejerne kan beholde pengene, hvis beløbet ikke overstiger 6000 kroner.
Energistyrelsen skriver desuden til DR Nyheder, at styrelsen udelukkende kigger på, hvad der var registeret som varmekilde for en bolig ved skæringsdatoen for deres opgørelse den 1. januar 2022.
Stadig berettiget
Det betyder altså, at selv om man flytter, skifter varmekilde eller tjener over indkomstgrænsen, ændrer det ikke på, om en husstand er berettiget til varmechecken eller ej.
Aftalen om varmechecken blev vedtaget tilbage i februar.
Sket automatisk
Bag aftalen står Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Kristendemokraterne, Alternativet og regeringen.
I alt er der blevet udbetalt 2,4 milliarder kroner som varmehjælp. Udbetalingen er sket automatisk til den ældste i husstanden.
HVEM KAN FÅ VARMECHECKEN
Varmechecken blev udbetalt til din husstand den 10. august 2022, hvis husstanden levede op til tre betingelser for at få varmechecken.
Betingelserne er:
Mindst en person på din husstandsadresse er registeret i Det Centrale Personregister pr. 1. januar 2022 ifølge oplysninger hentet den 1. april 2022.
Boligen på adressen skal ifølge oplysninger i Bygnings- og Boligregisteret pr. 1. januar 2022 opvarmes via en af følgende varmekilder: naturgas, fjernvarme i særlige områder eller elektricitet med et elforbrug for december 2021 på mere end 1.500 kWh.
Den samlede husstandsindkomst for 2020 må ikke overstige 650.000 kr., dvs. 706.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag beregnet som den gældende årsindkomst for 2020 pr. 1. april 2022.
