Skip to main content

-Det må IKKE koste på pensionen

Der skal ikke ske modregning i folkepensionen, hvis man har indtægt fra arbejde, mener Venstre.

- Vi vil fjerne de regler, der gør, at din indtægt bliver modregnet i din folkepension, hvis du stadig gerne vil arbejde, siger formand Jakob Ellemann-Jensen.
- Vi vil fjerne de regler, der gør, at din indtægt bliver modregnet i din folkepension, hvis du stadig gerne vil arbejde, siger formand Jakob Ellemann-Jensen.Bo Amstrup/Scanpix

Som modtager af folkepension skal man kunne arbejde uden at blive trukket i folkepensionen. Det foreslår Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på partiets landsmøde.

- Vi vil fjerne de regler, som gør, at din indtægt bliver modregnet i din folkepension, hvis du stadig gerne vil arbejde, siger V-formanden.

Ellemann nævner ikke noget om de økonomiske konsekvenser af at fjerne de pågældende regler. Forslaget falder undervejs i formandens tale, der har temaet frihed.

Forslaget er også et indspil i en helt aktuel udfordring: Virksomhederne råber på arbejdskraft.

- Det skal kunne betale sig at arbejde, uanset hvor gammel du er. Det har altid været et godt og et sundt princip her i Venstre. Og det er det stadig, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Arbejde så længe man vil

Man skal ifølge formanden kunne arbejde, så længe man vil.

- Vi ønsker at give danske seniorer bedre muligheder for at arbejde, hvis de ønsker det.

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg.

I dag kan man tjene op til 344.000 kroner ved arbejde uden at få sat grundbeløbet ned.

Man mister grundbeløbet helt, hvis man tjener mere end 599.200 kroner.

Der sker modregning i pensionstillægget, hvis man har indtægter fra eksempelvis private pensioner på over 122.004 kroner.

Skal mere til

I september fremlagde regeringen sit udspil "Danmark kan mere I", hvor et af forslagene var, at man vil afskaffe modregning i folkepension, hvis ægtefællen arbejder.

Udspillet skal ifølge regeringen øge den strukturelle beskæftigelse med 10.500 fuldtidsarbejdende.

På landsmødet i Herning siger Ellemann, at det ikke er nok.

Der skal "markant" flere til.

- Vi skal have flere unge med. Og vi skal give mulighed for, at flere ældre kan fortsætte, hvis de ønsker det.

- Og så skal vi ikke mindst have flere indvandrere ind på arbejdsmarkedet, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Del din kommentar