Folketinget lagt ned af corona

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er smittet med corona og en af dem, som har meldt afbud

Adskillige er smittet, og nu går det ud over planlægningen
Udgivet Opdateret

Tirsdagens partilederdebat i Folketingssalen er udsat.

Det fremgår af en besked sendt rundt til partierne fra Folketingets administration, som Ritzau har set.

Udsættelsen skyldes "en række afbud" til debatten. TV 2 News' politiske redaktør, Hans Redder, har på det sociale medie Twitter skrevet, at afbuddene skyldes coronaisolation hos flere af deltagerne.

Tulle ramt

Det fremgår ikke af beskeden. Men Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er smittet med corona. Det skrev han mandag på sine sociale medier.

- Så blev det min tur Jeg er smittet med corona. Fik symptomer i weekenden og blev testet i dag. Den er positiv. Har det dog godt - er indtil nu kun ramt svarende til en mild influenza, skrev det afgående DF-formand mandag på Facebook.

- Det kommer selvfølgelig til at påvirke ugens gang. Foreløbig har jeg indrettet mig med kontor ved strygebrættet i soveværelset:) Det kan også noget.

- Og så tager jeg en dag ad gangen. Foreløbig skinner solen her over det midtjyske - og så ses vi udenfor, når jeg er ude af selvisolationen igen, tilføjede han.

Missede Margrethe

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, oplyste fredag, at han også var smittet.

Dermed missede han dronning Margrethes 50-års regentjubilæum, der blev markeret på Christiansborg i fredags.

- Tillykke til H.M. Dronningen med det flotte regeringsjubilæum. Jeg havde glædet mig til at deltage i fejringen her i Folketinget senere i dag. Men det bliver desværre uden mig, da jeg lige er testet positiv. Øv, har det dog fint og er næsten symptomfri, skrev Ellemann-Jensen på Twitter.

Det er endnu uvist, hvornår partilederdebatten er udsat til. Der arbejdes på at finde en ny dato, fremgår det i beskeden til partierne.

Jakob Ellemann-Jensen

Jakob Ellemann-Jensen, født 25. september 1973 i Hørsholm, søn af fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og fhv. chefredaktør Alice Vestergaard. Gift. Far til tre børn.
Medlemsperiode
Folketingsmedlem for Venstre i Østjyllands Storkreds fra 18. juni 2015.
Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Storkreds, 15. september 2011 – 18. juni 2015.
Kandidat for Venstre i Aarhus Sydkredsen fra 2014.
Kandidat for Venstre i Odense Østkredsen, 2010-2014.
Parlamentarisk karriere
Formand for Venstres folketingsgruppe, 2019-2020.
Formand for Venstre fra 2019.
Politisk ordfører, 2019.
Miljø- og fødevareminister, 2. maj 2018 – 27. juni 2019.
Næstformand for Dansk Interparlamentarisk Gruppes bestyrelse, 2016-2018.
Politisk ordfører, 2015-2018.
Uddannelse
Cand.merc.jur., Handelshøjskolen i København, 2000-2002.
Ha (jur.), Handelshøjskolen i København, 1996-1999.
Grundkursus til officer af reserven, Hærens Kampskole, 1994.
Sergent i Hæren, Sergentskolen i Sønderborg, 1993.
Matematisk student, N. Zahles Gymnasieskole, 1989-1992.
Beskæftigelse
Koncernjurist, GN Store Nord A/S, 2007-2011.
Afdelingschef, IBM Danmark A/S, 2005-2007.
Jurist, IBM Danmark A/S, 2002-2005.
Juridisk rådgiver, PwC Consulting A/S, 2000-2002.
Officer af Reserven fra 2000.
Kaptajn, Den danske Bataljon i Bosnien-Hercegovina, 1999-2000.
Premierløjtnant af reserven, Den internationale Brigade, 1996-1999.
Løjtnant, Sjællandske Livregiment, 1994-1996.
Værnepligtig menig og sergent, Den Kongelige Livgarde, 1992-1994.

Kilde: ft.dk

Powered by Labrador CMS