Har ødelagt det for Tulle

Kristian Thulesen Dahl går af som DF-formand, men kan ikke selv være til stede i Herning Kongrescenter

Regeringen har ikke taget problemerne med Kærshovedgård alvorligt, mener Kristian Thulesen Dahl.
Regeringen har ikke taget problemerne med Kærshovedgård alvorligt, mener Kristian Thulesen Dahl.
Udgivet Opdateret

Den afgående coronasmittede DF-formand Kristian Thulesen Dahl kan ikke deltage fysisk ved søndagens ekstraordinære årsmøde i partiet. Det kræver gyldigt coronapas.

Det bekræfter Thulesen Dahl over for Ritzau. Han blev testet positiv mandag og kan derfor ikke nå at få et gyldigt coronapas i tide for selv at kunne være til stede. Det får han først 11 dage efter en positiv PCR-test.

Dårligt valg

Ved det ekstraordinære i Herning Kongrescenter går Thulesen Dahl af som formand som konsekvens af DF's dårlige kommunalvalg i november.

- Det er ikke et årsmøde, jeg på den måde havde glædet mig til. Et ekstraordinært årsmøde er ikke noget, man holder, fordi det går super godt, men fordi det er en nødvendighed.

Har det godt

- Men jeg havde selvfølgelig set frem til at deltage og være i tæt kontakt med vores tillidsfolk omkring hele situationen, og om hvordan vi bedst kommer videre, siger Thulesen Dahl.

Enten Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen eller Erik Høgh-Sørensen bliver ny DF-formand.

Thulesen siger, at han i øjeblikket "har det godt", så hvis symptomerne er væk, kan han i teorien forlade sin isolation lørdag. Men ind i Herning Kongrescenter, hvor der ventes omkring 1000 DF-medlemmer dagen efter, kan den afgående formand altså ikke komme.

Arbejder på løsning

- Jeg kan komme ud for at handle, men ikke ind i kongrescentret, og det er fair nok. Vi arbejder nu på en løsning, hvor jeg står et sted og holder talen, som så bliver vist på et videolink i salen, siger Thulesen Dahl.

Han ved ikke, om han vil være til stede et andet sted i Herning. Det kommer an på, hvad der praktisk kan lade sig gøre rent teknisk. Efter planen skal Thulesen Dahl byde velkommen og holde sin tale som det første punkt på dagsordenen.

Ærgrer sig

- Jeg er så ærgerlig over det her. Det er helt vildt. Nu har vi haft corona i samfundet i to år, og jeg er sluppet for selv at få det.

- Og så lige præcis op til det årsmøde, hvor jeg vælger at trække mig, og hvor jeg gerne vil forklare mit bagland, hvad årsagen er, og hvorfor jeg alligevel ser en god fremtid for partiet, så bliver jeg ramt og kan ikke deltage.

- Det er mit første årsmøde i hele partiets historie, hvor jeg ikke fysisk kan være til stede, siger Thulesen Dahl.

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl født 30. juli 1969 i Brædstrup i Østjylland er en dansk politiker og formand for Dansk Folkeparti.

Han repræsenterede Fremskridtspartiet i Folketinget 1994-1995, hvorefter han blev medstifter af Dansk Folkeparti og skiftede til det, som han har repræsenteret i Folketinget fra 1995.

Thulesen Dahl overtog formandsposten på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2012, efter at formand Pia Kjærsgaard den 7. august 2012 meddelte, at hun ville gå af som partiformand.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS