Løkke raser mod journalister
Det er pinligt og perspektivløst at stille spørgsmål om Jon Stephensen (M) på Ukraine-pressemøde, mener Løkke
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) var onsdag ude med riven efter pressen, da et flertal i Folketinget præsenterede oprettelsen af en ny Ukraine-fond.
En journalist fra B.T. benyttede lejligheden til at spørge til sager om folketingsmedlem Jon Stephensen (M) fra hans tid som teaterdirektør på Aveny-T.
Det er pinligt
- Bruger du denne her lejlighed til at stille det spørgsmål? Det synes jeg, er fuldstændig perspektivløst og pinligt for dansk presse. Vi står her, fordi der er krig i Ukraine og lancerer en milliardfond, sagde Lars Løkke.
Jon Stephensen har på det seneste været i vælten med en række sager.

Han blev fyret som direktør for Aveny-T i maj sidste år, efter at bestyrelsen havde mistet tilliden til ham. På det tidspunkt havde han været teaterdirektør siden 2011.
Bestyrelsesformanden for Aveny-T, Henning Dyremose, har i februar fortalt, at fyringen af Jon Stephensen blandt andet skyldtes, at han havde forfalsket en af teaterets bestyrelsesmedlemmers underskrift.
I skal vågne op
Derudover har TV 2 beskrevet, hvordan Jon Stephensen ifølge en lang række kilder fra teaterbranchen skabte et ubehageligt arbejdsmiljø med trusler, magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd i sin tid på teatret.
Men onsdag ville udenrigsministeren altså ikke forholde sig til sin partikollega.
- Jeg synes, I skal til at vågne lidt op. I går morges (tirsdag, red.) sprang der en nyhed i de russiske medier omkring Nord Stream 2.
- Den var der hele dagen, mens I drønede rundt på Christiansborgs gange og snakkede om boligsager og teaterdirektører.
- Så tror jeg, det var ved 18-tiden, at vi prikkede til jer og gjorde opmærksom på, hvad der stod i de russiske medier. Altså come on. Vågn lidt op, siger Lars Løkke Rasmussen onsdag.
Lars Løkke Rasmussen
* Navn: Lars Løkke Rasmussen.
* Født 15. maj 1964 i Vejle.
* Søn af: Jeppe og Lise Løkke Rasmussen.
* Uddannelse:
Samfundsfaglig-matematisk student fra Helsinge Gymnasium 1983.
Cand.jur. fra Københavns Universitet 1992.
* Erhvervskarriere:
Selvstændig konsulentvirksomhed 1990-1995.
* Politisk karriere:
Formand for Venstres Ungdom (VU) 1986-1989.
Medlem af byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune 1986-1997.
Medlem af Folketinget siden 1994.
Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998-2001.
Næstformand for Venstre 1998-2009.
Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007.
Finansminister 2007-2009.
Formand for Venstre 2009-2019.
Statsminister 2009-2011 og igen fra 2015-2019.
Bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, GGGI, maj 2012 – efteråret 2014.
Bestyrelsesformand for Løkkefonden.
Forlod Venstre i januar 2021 og blev løsgænger i Folketinget.
2021 partiet Moderaterne.
Siden december 2002 Udenrigsminister
* Privat:
Gift med Sólrun Løkke Jákupsdóttir.
Far til tre børn.