Mette F. om Ellemanns sygdom

- Vi har ikke en dato for, hvornår Jakob vender tilbage

Udgivet Opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) føler sig "overbevist om", at Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen vender tilbage til regeringen med fornyet styrke.

Det siger hun på Amalienborg Slotsplads, efter at Venstre-næstformand Stephanie Lose er blevet præsenteret som ny fungerende økonomiminister.

Rokaden i regeringen sker, fordi forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen fortsat er sygemeldt.

Derfor fortsætter Troels Lund Poulsen (V) som fungerende forsvarsminister, mens Stephanie Lose overtager Troels Lund Poulsens opgaver som økonomiminister.

Ikke dato på

- Vi har ikke en dato for, hvornår Jakob vender tilbage, så vi ønsker først og fremmest at sikre, at Troels Lund Poulsen kan få lov til at hellige sig at være forsvarsminister, siger Mette Frederiksen.

- Det er klart, at på et tidspunkt hvor der er krig i Europa, og vi står over for at skulle forhandle forsvarsforlig, så er det vigtigt, at forsvarsministeren kan koncentrere sine kræfter.

Finder ud af det efterfølgende

Mette Frederiksen mener, at man ikke kan udlægge regeringsrokaden sådan, at det betyder, at Ellemann-Jensens sygdom tager længere tid end først planlagt.

- Det er ofte sådan med sygdomsforløb, at der er en første fase, og så finder man ud af efterfølgende, hvordan det egentlig forholder sig, siger hun.

Savner Jakob

Jakob Ellemann-Jensen har været sygemeldt siden 6. februar med stress.

- Vi savner Jakob. Vi er et kollektiv - vi er også tre partier, der har valgt lidt utraditionelt at danne en regering. Så jeg er rigtig ked af, at Jakob Ellemann er syg, og vi savner og vi mangler ham også i vores daglige arbejde, siger Mette Frederiksen.

- Men regeringen er et kollektiv, og vi finder ud af at få det til at fungere.

Doorstep på Amalienborg Slotsplads med statsminister Mette Frederiksen - Stephanie Lose bliver fungerende økonominister.
Doorstep på Amalienborg Slotsplads med statsminister Mette Frederiksen - Stephanie Lose bliver fungerende økonominister.
Powered by Labrador CMS