Mink-sagen: Fik måske ikke alle telefoner

Det er ikke sikkert, at politiet har fået alle telefoner, der har været i brug i forbindelse med mink-sagen. Det fortæller justitsministeren

Det er ikke sikkert, at alle telefoner har været sendt til undersøgelse hos politiet
Udgivet Opdateret

Det er ikke muligt at udstede en garanti for, at politiets teknikere har haft alle statsminister Mette Frederiksens (S) tidligere mobiltelefoner til rådighed, da de forsøgte at genskabe indholdet af hendes sms-beskeder til brug for Minkkommissionen.

Det er konklusionen, da justitsminister Nick Hækkerup (S) onsdag bliver udspurgt i folketingssalen af formanden for Folketingets Retsudvalg, Morten Dahlin (V), og politisk ordfører Sophie Løhde (V).

De to Venstre-folk tæppebomber i et kvarter Nick Hækkerup med spørgsmål til sagen om regeringens beslutning sidste år om at aflive alle landets mink, hvilket der viste sig ikke at være lovhjemmel til.

Har haft flere telefoner

Her har statsministerens og tre andre topfolk i Statsministeriets automatiske sletning af sms-beskeder fået meget bevågenhed.

For nylig kom det frem, at politiets teknikere ikke havde været i stand til at genskabe indholdet af sms-beskeder fra de telefoner, som Statsministeriet havde udleveret til politiets teknikere.

- Vi ved fra statsministeren selv, at hun har anvendt flere telefoner. Statsministeren har også sagt, at der ikke har været styr på, hvor de telefoner har været, indleder Morten Dahlin.

- Derfor er mit spørgsmål til ministeren nu som opfølgning ganske simpelt: vil ministeren garantere, at alle telefoner, som statsministeren har brugt i den relevante periode, er blevet overdraget til politiets teknikere?

Den garanti kan Nick Hækkerup ikke udstede

Ingen garanti

- Svaret på det spørgsmål er, at man har jo bestræbt sig meget for at identificere de forskellige enheder, som der har været tale om, telefoner, iPads og så videre.

- Jeg skal nok ikke være den, der garanterer, at der ikke er en (telefon, red.), som ikke er kommet med. Der er ikke nogen grund til at tro det, der er ikke nogen konkrete omstændigheder, der peger på det.

- Men hvis man skal udstede garantier, skal man jo have styr på alt i den proces, som leder til garantiens udstedelse, siger Nick Hækkerup.

Det svar får Morten Dahlin til at konkludere:

- Så ministeren vil ikke give en garanti for det i dag. Og det vil sige, at vi ved reelt ikke, om politiets teknikere har haft adgang til alle telefoner.

- Så kan man jo lægge til grund, at det har de ikke, for ellers kunne ministeren jo bare udstede en garanti i dag om, at alt materiale, alle enheder, der var relevante, var overdraget til kommissionen.

Nick Hækkerup afviser udlægningen fra Morten Dahlin.

- Tværtimod synes jeg, at formodningen må være den modsatte vej, nemlig at man har bestræbt sig på at finde de relevante enheder, og kun har haft et ønske om, at politiet skulle udlæse dem.

- Og derfor er der ingen grund til at tro, at det ikke skulle være tilfældet.

- Det, der bare er pointen, er det med, at hvis man skal give en garanti, skal man jo selv have styr over alle leddene i garantien. Og det har jeg ikke, siger Nick Hækkerup.

Overblik over mink-sagen

* April:

Der bliver konstateret covid-19 i to hollandske minkbesætninger.

* Juni:

15. juni findes der covid-19 i en minkbesætningen i Danmark, nærmere bestemt i Hjørring.

17. juni skriver Sundhedsstyrelsen, SST, og Statens Serum Institut, SSI, at “såfremt der kan ske smitte fra mink til mennesker, kan mink udgøre et smittereservoir, der kan udgøre en smitterisiko for mennesker.”

Det anbefales, at covid-19 i mink undersøges nærmere.

19. juni: Det bliver slået fast, at mink og mennesker har smittet hinanden.

24. juni: Fødevarestyrelsen begynder screening af minkfarme for covid-19.

* Juli:

6. juli starter en række myndigheder og styrelser et samarbejde omkring overvågning af situationen med covid-19 i mink. Det siges samtidigt, at man ikke mener, der er behov for at slå mink ned ud fra “et forsigtighedsprincip”.

Regeringen stopper praksis med at slå smittede minkbesætninger ned.

18. juli får Fødevarestyrelsen at vide, at smittekæder har tilknytning til minkbesætninger.

* September:

7. september skriver Sundhedsstyrelsen til Sundheds- og Ældreministeriet i et notat, at genetiske undersøgelser har vist mutationer på de dele af virus, vacciner angriber.

8. september bliver notatet sendt til Sundheds- og Ældreministeriet samt Miljø- og Fødevareministeriet, der skal vurdere yderligere tiltag for at bremse smitte hos mink.

Notatet bliver ikke forelagt nu forhenværende fødevareminister Mogens Jensen (S).

15. september skriver Fødevarestyrelsen i et notat, at SSI vurderer risikoen for smitte fra mink til menneske til at være “høj”.

Det bliver samtidigt beskrevet, at man ikke kan konkludere, at mutationer vil hæmme vaccine, men at SSI “anfører, at der fortsat sker betydelige genetiske ændringer i minkvarianten, som vækker bekymring for fremtidig human immunitet.”.

21. september modtager Sundheds- og Ældreministeriet et notat fra SSI om, at der er opstået nye virusvarianter i mink, der er spredt til mennesker. Og at det giver anledning til “generel bekymring” om mutationer af covid-19 i mink.

– Den fortsatte udvikling af virus i mink med flere og flere mutationer i spikeproteinet og spredning ved videresmitte til mennesker i Danmark, kan derfor udgøre en potentiel fare for folkesundheden, står der i notatet.

24. september skriver Sundhedsstyrelsen i et notat, at inddæmning af covid-19 i mink ikke har været tilstrækkeligt, at der kan være behov for yderligere tiltag og at manglende inddæmning kan have “store konsekvenser for smittespredningen”.

* Oktober:

1. oktober beslutter regeringen på grund af fortsat, kraftigt stigende smitte, at syge mink og raske mink inden for 7,8 kilometer af syge mink skal slås ned.

13. oktober siger SSI’s Anders Fomsgaard, at muteret covid-19 fra mink kan ødelægge effekten af en kommende vaccine.

26. oktober orienteres Folketinget om, at der er observeret mutationer af covid-19, der kan hæmme kommende vacciner.

* November:

3. november skriver SSI i en risikovurdering, at #fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner.”

Her er 225 minkfarme konstateret smittet.

4. november meddeler regeringen, at alle mink i Danmark skal slås ned.

Powered by Labrador CMS