Nu taler Mette F.

Mette Frederiksen er gået på talerstolen i Folketinget for at lykønske dronningen med jubilæet

Dronningen og medlemmer af den kongelige familie deltager i Folketingets markering af Dronningens 50-års regentjubilæum på Christiansborg.
Dronningen og medlemmer af den kongelige familie deltager i Folketingets markering af Dronningens 50-års regentjubilæum på Christiansborg.
Udgivet Opdateret

Der var særligt to temaer, der stod forrest, da Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) fredag talte ved fejringen af dronningens 50-års-jubilæum som regent: Taknemmelighed og corona.

Under statsministerens tale til dronning Margrethe krydsede de to temaer endda hinanden, da Mette Frederiksen takkede for dronningens bidrag til håndteringen af corona:

- Deres indsats har været helt og aldeles uvurderlig, lød ordene fra statsministeren.

Statsministeren valgte desuden at hæfte sig ved baggrunden for, at det var Margrethe, der blev regent, da hendes far, kong Frederik IX døde. For det lå ikke i kortene.

Da Margrethe blev født, lød tronfølgeloven, at kun mænd kunne være tronfølgere i Danmark. Men i 1953 skulle danskerne stemme om en ændring af Grundloven og af tronfølgeloven.

Blev kvindelig tronfølger

Ændringen muliggjorde kvindelige tronfølgere, og den blev stemt gennem med et stort flertal og tilstrækkelig høj stemmedeltagelse til at blive til virkelighed.

Da det forud for afstemningen stod klart, at det ville gøre Margrethe til dronningen, fik det statsministerens til fredag at erklære, at dronningen trods sin status som monark reelt var valgt af danskerne.

Dagens vært - Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S) - kredsede i sin tale om dronningens rolle som samlingspunkt i Danmark.

- De personificerer værdier, som vi andre kan se op til og spejle os i, sagde han.

- Vi tager Deres budskaber om ordentlighed og medmenneskelighed til os. Der er mange eksempler på, at De har givet os noget at tænke over med Deres nytårstaler.

Samler nationen

Han tegnede desuden et billede af dronningen som en figur, der opfordrer til sammenhold og tanke for det fælles.

- Budskabet om menneskelighed og hensynsfuldhed ligger i tråd med Deres gennemgående tema om at tænke på andre end os selv.

- Vi er ikke lykkelige, hvis vi står for os selv i et hjørne og kun glæder os over egen succes, sagde Henrik Dam Kristensen, inden han beklagede omstændighederne af hensyn til corona.

Både han og statsministeren lovede dog, at dronningen senere på året ville blive fejret under mere normale omstændigheder.

Det sker i september.

BLÅ BOG: Dronning Margrethe

* Fulde navn: Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid.

* Født: 16. april 1940 på Amalienborg.

* Forældre og søskende: Ældste datter af kong Frederik IX og dronning Ingrid. Har to yngre søstre – prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie.

* Ægteskab: Gift 10. juni 1967 med prins Henrik (som indtil brylluppet hed Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat).
Prins Henrik døde i 2018.

* Børn: Kronprins Frederik (født 1968) og prins Joachim (født 1969). De er gift med hhv. kronprinsesse Mary og prinsesse Marie.

* Børnebørn: Otte børnebørn – fem drenge og tre piger.

* Tronfølger: I 1953 blev tronfølgeloven ændret, så også kvinder – og ikke kun mænd – kunne overtage tronen. Dermed kunne prinsesse Margrethe i 1973 udnævnes som dronning efter sin fars død.

Var tronfølgeloven ikke blevet ændret, ville kong Frederik IX’s bror, prins Knud – og efterfølgende hans søn, Ingolf – være blevet regent.

* Residens: I løbet af året bor dronningen både på Amalienborg, Fredensborg Slot, Marselisborg Slot og Gråsten Slot.

* Uddannelse: Filosofikum samt studier i arkæologi og statskundskab på universiteter i København, Cambridge, Aarhus, Sorbonne og London.

* Tilknytning til Forsvaret: Frivillig tjeneste under Hjemmeværnet 1958-1970. Senere æresoberst i forskellige enheder i den britiske hær.

* Interesser: Tegner, maler, syer og broderer. Har løbende udstillet sine malerier, har lavet kulisser og kostumer til balletforestillinger og har designet og syet tekstiler – herunder bispekåber til danske kirker.

Kilder: Ritzau, Kongehuset.

Powered by Labrador CMS