Rigsret er udsat

Grundet sygdom hos en dommer er den første dag med procedure i Rigsretten i sagen mod Støjberg blevet udsat

Mandag er Rigsretten mod Inger Støjberg blevet udsat. (Arkivfoto)
Udgivet Opdateret

Mandagens retsmøde i Rigsrettens sag mod tidligere udlændingeminister Inger Støjberg er udsat på grund af sygdom hos en af dommerne.

Det oplyser Rigsretten på sin hjemmeside.

Det skulle have været den første dag med procedure efter en række retsmøder, hvor staten har fremlagt sin sag mod Støjberg, der beskyldes for ulovligt og bevidst at have adskilt asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Retten og advokaterne mødes mandag klokken ni for at drøfte datoer for, hvornår de skal mødes.

Der vil blive givet besked senere mandag.

Næste retsmøde er onsdag

Det er endnu uvist, hvad det kommer til at betyde for sagens videre forløb. Bevisførelsen blev afsluttet for halvanden uge siden, og næste retsmøde er først onsdag.

Dermed kan parterne beslutte at udskyde sagen, eller de kan lade dommeren udgå, hvis der er tale om længerevarende sygdom.

Hvis der er tale om en lægdommer, skal en juridisk dommer også udgå og omvendt.

Under proceduren skal retten høre argumenter for og imod at dømme Støjberg for den ulovlige instruks om at adskille asylpar uden plads til undtagelser i 2016.

Der har hidtil været en forventning om en dom i midten af december.

Sagen der fik Støjberg stillet for rigsret

* Berlingske bringer i januar 2016 en nyhed om mindreårige asylansøgere, der er gift og bor med en voksen. Daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) meddeler straks, at hun vil forhindre det.

* 9. februar 2016 godkender Støjberg internt et notat om, at der kan være par, som ikke kan adskilles. Det kom først frem, fire år efter at sagen startede.

* I en pressemeddelelse udsendt 10. februar 2016 får Udlændingestyrelsen dog besked om, at alle asylpar skal adskilles, hvis den ene part er under 18 år.

* Udlændingestyrelsen begynder at adskille alle par, men forelægger ministeriet nogle sager, hvor styrelsen mener, at det vil være ulovligt at foretage adskillelse.

* Instruksen er siden blevet betegnet som ulovlig af Folketingets Ombudsmand. En adskillelse ville kræve en individuel vurdering af de pågældende par.

* Ombudsmanden kunne ikke komme videre uden egentlige afhøringer. Derfor nedsatte et politisk flertal i november 2019 en kommission til at undersøge sagen.

* Støjberg afviste først, men har siden erkendt, at hun blev advaret om, at parrene havde ret til en individuel vurdering, før hun udsendte pressemeddelelsen. Da der ikke blev udsendt andet skriftligt materiale, kom den til at fungere som en instruks om at adskille asylpar, hvilket var ulovligt.

* Støjberg og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen har forklaret, at Udlændingestyrelsen blev mundtligt orienteret om, at der skulle tages hensyn til loven i adskillelserne. Det har andre embedsmænd afvist og interne mails sået tvivl om.

Kilde: Instrukskommissionen
Powered by Labrador CMS