-Træk dig

Krigen mellem Messerschmidt og Henriksen fortsætter for fuld skrue

Der er udbrudt åben krig mellem to af Dansk Folkepartis stærke mænd, Morten Messerschmidt og Martin Henriksen.
Der er udbrudt åben krig mellem to af Dansk Folkepartis stærke mænd, Morten Messerschmidt og Martin Henriksen.
Udgivet Opdateret

Uroen fortsætter i Dansk Folkeparti (DF) som i næste måned skal have ny formand, fordi Kristian Thulesen Dahl takker af efter et elendigt kommunalvalg for partiet.

Den mangeårige DF-profil Martin Henriksen mener nu, at Morten Messerschmidt bør trække sig som næstformand i partiet.

Det siger Henriksen i tv-programmet "Lippert" på TV 2 News.

Ifølge Henriksen bør Messerschmidt tænke på partiet og trække sig, mens Messerschmidts sag om svindel med EU-midler og dokumentfalsk ikke er afsluttet.

Messerschmidt er i byretten idømt seks måneders betinget fængsel. Men han har anket dommen til landsretten. Messerschmidt er i øjeblikket eneste kandidat til at formandsposten i partiet.

Ikke afsluttet

Det er ved et ekstraordinært årsmøde 23. januar, at DF vælger en ny formand. Til den tid er Messerschmidts sag ikke afsluttet.

Henriksen siger desuden i "Lippert", at han regner med at blive ekskluderet fra DF, hvis Messerschmidt bliver formand.

- Jeg regner med, at man finder en måde at ekskludere mig fra partiet, hvis Morten Messerschmidt bliver formand, siger Henriksen i programmet.

Stiller op for at samle

I en sms til Ritzau skriver Messerschmidt:

- Min eneste kommentar er, at jeg stiller op for at samle partiet. Det er også derfor, jeg har rakt ud efter Kofod, og vi stiller op i fællesskab. Alle, der gerne vil Dansk Folkeparti, er selvsagt velkomne.

I weekenden annoncerede Messerschmidt i Berlingske, at han gerne afløser Thulesen Dahl som formand. Med i Messerschmidts planer er også Peter Kofod, der er medlem af Europa-Parlamentet for DF.

Kofod skal nemlig være næstformand og eventuelt overtage formandsposten fra Messerschmidt, hvis Messerschmidt også bliver dømt i landsretten og dermed ikke kan være DF-formand.

Kræver ændring af vedtægter

Men det vil kræve en ændring af DF's vedtægter. For sådan som reglerne er i dag, kan Kofod ikke blive næstformand, da han ikke er medlem af Folketinget. Og dermed kan Kofod heller ikke automatisk afløse Messerschmidt som formand.

Tirsdag var Henriksen på banen, hvor han dumpede Messerschmidts formandsplaner.

Henriksen var en af de mange DF'ere, der ved folketingsvalget i 2019 røg ud af det fine selskab på Christiansborg.

Han sidder dog fortsat i hovedbestyrelsen i DF. Og for nylig blev Henriksen valgt ind i Stevns' kommunalbestyrelse ved kommunalvalget.

Powered by Labrador CMS