'Tulle' tager bladet fra munden

Nu åbner den tidligere DF-formand op

Udgivet Opdateret

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl (Tulle) forholder sig nu for første gang til det tilbud, han har modtaget fra formand Morten Messerschmidt med henblik på et få en større rolle i partiet. 

I Berlingske siger Kristian Thulesen Dahl, at han undrer sig over, at Messerschmidt fortæller om tilbuddet i medierne.

På et møde i sidste uge er den tidligere formand blevet tilbudt at blive skatteordfører og socialordfører.

- Det handler om, at man gerne vil lede debatten over på nogen andet end de udfordringer, man har internt i partiet, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

Luftede idéen i sidste uge

Allerede i sidste uge sagde Morten Messerschmidt til Ritzau, at titlen som skatteordfører var i spil som en mulig ny post til Kristian Thulesen Dahl.

- Kristian har selv tidligere luftet skatteområdet, som er utroligt vigtigt for os, men det kan også være nogle af de mere bløde ting, sagde Messerschmidt dengang.

Den forhenværende formand er i dag forsvarsordfører. Den post beholder han ifølge Morten Messerschmidt.

Sådan ser det ud nu

Siden har de to ifølge Berlingske holdt et møde, hvor Kristian Thulesen Dahl således også er blevet tilbudt posten som socialordfører.

Dennis Flydtkjær (DF) er i dag skatteordfører, mens partistifter Pia Kjærsgaard (DF) er socialordfører.

Derudover har Morten Messerschmidt i sinde at overdrage sin plads i Folketingets Europaudvalg til den forhenværende partiformand, skriver avisen.

Kommer efter ballade

Tilbuddet fra Morten Messerschmidt om flere ordførerskaber kommer, efter at der opstod ballade i partiet i forbindelse med folkeafstemningen om EU-forsvarsforbeholdet.

Kristian Thulesen Dahl dukkede ikke op til DF's valgfest på valgaftenen den 1. juni. En beslutning, Messerschmidt kaldte "mærkelig". 

Han lagde desuden vægt på, at Thulesen Dahl som forsvarsordfører blev væk uden at orientere ham.

Derfor gik formanden i medierne

Morten Messerschmidt siger torsdag til Berlingske, at han oprindeligt henvendte sig til Thulesen Dahl, fordi han efter folkeafstemningen kunne læse i medierne, at den tidligere partiformand "følte sig sådan lidt udenfor i gruppen".

Kristian Thulesen Dahl vil forholde sig til, om han vil tage imod ordførerskaberne "internt i partiet", når ordførerkabalen skal lægges på Dansk Folkepartis sommergruppemøde til august.

Den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl forholder sig nu til et tilbud fra Morten Messerschmidt.
Den tidligere DF-formand Kristian Thulesen Dahl forholder sig nu til et tilbud fra Morten Messerschmidt.
Powered by Labrador CMS