ANNONCE

Politimand: Drabstiltalt søn var ligeglad

17. april 2020 12:47 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

To politimænd kom ud til gerningsstedet, hvor en kvinde blev fundet livløs. Hendes søn er anklaget for drabet.

Politimand: Drabstiltalt søn var ligeglad
En 16-årig dreng har erkendt at have slået sin mor ihjel i 2019. KLIK for flere billeder. Foto: Presse-fotos.dk.

Opdatering: Den 16-årige er idømt en tidsubestemt straf.

En sommeraften i juli sidste år bliver to politibetjente kaldt ud til en lejlighed beliggende på Midtsjælland.

På stedet møder de ambulancereddere på en svalegang i et lejlighedskompleks.

De er i gang med at udøve førstehjælp på en livløs kvinde, der er blevet stukket med en kniv flere steder på kroppen.

En af betjentene snakker med en dengang 15-årig dreng, som siden bliver tiltalt for drabet på kvinden, der er hans mor.

– Han spørger mig, hvad der sker. Jeg siger, at de prøver at redde hans mors liv.

– Han er rimeligt ligeglad, fortæller politibetjenten, da han fredag vidner i sagen ved Retten i Roskilde.

Fandt spredte blodpletter

Den anden politibetjent, som også var på gerningsstedet, fortæller, at han fandt “spredte blodpletter” på gulvene, i stuen og i køkkenet.

Derudover så han også blod på drengens ben og arme.

– Han siger, at han har stukket hende, og at det er hans mor.

– Han var meget rolig, siger politimanden om drengen.

Den nu 16-årige dreng har fredag for første gang siden grundlovsforhøret at udtalt sig kort om sagen.

– Jeg savner hende rigtig meget, sagde han.

Drengen er anklaget for at have stukket sin mor i maven, halsen og på ryggen i deres fælles hjem.

Han har tidligere erkendt de faktiske forhold omkring drabet. Ifølge en tidligere forklaring var han blevet uvenner med sin mor på gerningsaftenen.

Men skænderiet udviklede sig, og drengen gik ud i køkkenet i deres fælles hjem i lejligheden på Schaldemosevej. Her tog han en køkkenkniv, hvorefter han gik ind til moren i soveværelset og stak hende flere gange i ryggen.

– Jeg kan ikke huske, hvor mange gange, lød det fra drengen.

Indhentet

Moren forsøgte at undslippe sønnen og løb ud på svalegangen i lejlighedskomplekset. Men sønnen indhentede hende og stak hende denne gang flere gange i maven og i halsen. Til sidst stak han hende i ryggen, inden hun faldt om.

Sønnen forklarede, at den 38-årige kvinde forsøgte at afværge knivstikkene.

Anklager Rune Sorvad Rydik spurgte den sigtede, om han var klar over, at det kunne slå moren ihjel.

– Det var det, jeg prøvede på, sagde drengen.

Dommen forventes at blive afsagt i løbet fredag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu