Politistation angrebet med sten og brand: Nu ved politiet hvorfor

7. december 2018 18:56 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det var angivelig hævn for en anholdelse, der fik fire mænd til at starte bål og brand mod politiet.

Video: Local Eyes

I august blev politistationen i Haderslev angrebet med sten og natten efter forsøgte flere personer at sætte ild til politigården. Det lykkedes dog ikke, men den antændte væske forvoldte skader på to parkerede biler i politigården og en container.

Se mere video hos Local Eyes.

Det fik politiet i det sydlige Jylland til at reagere voldsomt. Lederen af politigården i Haderslev, Jeppe Kjærgaard, understregede da over for Newsbreak.dk, at politiet så med stor alvor på det, der i bund og grund er en hærværkssag.

– Vi ser alvorligt på sagen. Det gør vi altid, når det drejer sig om brandstiftelse. Vi har sat det mandskab, vi kan, ind på at undersøge sagen, sagde Jeppe Kjærgaard til Newsbreak.dk i august – dagen efter brand-sagen. Nu tyder noget på, at den indsats har givet pote.

Fredag afslører Syd- og Sønderjyllands Politi nemlig i en pressemeddelelse, at fire mænd – i alderen 19 til 28 år – er sigtet for i forening at stå bag brandangrebet på politistationen i Haderslev. Den 19-årige erkender at have været med, men de tre øvrige nægter.

Flere sigtelser

Politiet er dog ikke karrig med sigtelserne, for det er nemlig også af den overbevisning, at den 19-årige og en 27-årige mand stod bag stenkastet den 2. august, hvor en rude på politistationen blev smadret. De erkender begge. Alle fire er også sigtet for i forening at have antændt en plasticdunk med benzin på Kestrupvej den 3. august klokken 04.57. Den 19-årige og den 25-årige erkender dette forhold, mens de øvrige nægter sig skyldige.

De samme personer er også sigtet for i forening at have begået groft hærværk mod en autoforhandler på Gl. Christiansfeldvej i Haderslev kort før brandstiftelsen, hvor i alt fem butiksruder blev knust med stenkast, ligesom en personbil fik knust bagruden. Politiet mener, at det var en afledningsmanøvre forud for brandstiftelsen for at lokke politiet væk fra politistationen. Den 28-årige erkender hærværket, mens de tre øvrige nægter sig skyldige.

I pressemeddelelsen skriver politiet, at der umiddelbart var tale om en hævnakt bevidst rettet mod ordensmagten:

“Motivet til brandstiftelsen og hærværket mod politistationen var angivelig, at gerningsmændene havde set sig sure på politiet. Den 27-årige og den 19-årige blev den 2. august om eftermiddagen standset i en bil, hvor den 27-årige, som var fører af bilen, efterfølgende blev anholdt for flere lovovertrædelser – og det var denne hændelse, gerningsmændene ville hævne”, skriver politiet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu