ANNONCE

Populær app lukker ned: Her er alternativerne

8. november 2020 08:38 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den danskudviklede app Endomondo lukker ved udgangen af året. Her er er tre alternative apps, du kan bruge i stedet.

Populær app lukker ned: Her er alternativerne
I 2015 havde mere end 20 millioner mennesker verden over registreret sig som brugere af Endomondo-appen. Her igennem trackede de deres løbetider, ruter og kalorieforbrænding. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

Flere millioner mennesker har brugt den danskudviklede motionsapp Endomondo til at holde styr på deres deres løbeture, vandreruter eller cykelture.

Nogle for at måle hastighed, andre for at holde overblik over deres ture.

Men appen lukker ved udgangen af 2020.

Lukningen sker, efter at selskabet bag Endomondo blev solgt til amerikanske Under Armour i 2015.

Nu ønsker Under Armour så ikke længere at drive appen, og derfor fjernes den fra nytår.

Med lukningen bliver der efterladt et hul blandt motionsglade danskere.

– Endomondo tilhører en særlig genre af motionsapps og har været meget populær i Danmark, forklarer Joeb Høfdinghoff Grønborg, der har ledet et forskningsprojekt om motionsapps på Aarhus Universitet.

Fakta

Har du brugt Endomondo? Så husk dette

* Motionsappen Endomondo blev stiftet i 2007 af danske Mette Lykke, Christian Birk og Jakob Nordenhof Jønck.

* I 2015 blev den solgt til amerikanske Under Armour for 575 millioner kroner – efter at mere end 20 millioner personer havde registreret sig som brugere.

* Under Armour har valgt at lukke Endomondo fra den 31. december 2020.

* Du vil kunne finde dine data i appen indtil den 31. marts 2021 – herefter slettes dine data permanent.

* Endomondo anbefaler selv, at du overfører dit data til appen UA MapMyRun, som også hører under Under Armour.

Kilde: Finans – Ritzau fokus

Det karakteristiske ved Endomondo er, at den kan måle fysisk aktivitet og levere data som distance, tid og hastighed. Derudover kan du have din egen profil, hvor dine data bliver gemt, mens du også har mulighed for at koble dig på et online netværk med andre brugere.

Og netop de tre ting, kan du finde i nedenstående alternativer, vurderer Joeb Høfdinghoff Grønborg.

Runkeeper

Appen Runkeeper kan anvendes til løb, cykling eller når du er ude at gå.

– Dens funktionalitet er meget lig Endomondo, så leder man efter en erstatning, er det en mulighed, siger Joeb Høfdinghoff Grønborg.

Den er som udgangspunkt gratis, men du kan tilkøbe flere funktioner ved at købe et månedligt abonnement.

– Den er oplagt, hvis man ikke har behov for at måle sig med andre, men bare vil tracke egne resultater, vurderer han.

Strava

Er du et konkurrencemenneske, som bliver motiveret af at måle dig med andre, så er appen Strava et oplagt alternativ, siger triatlet Kristian Høgenhaug, der vandt EM-guld i langdistance-triatlon i 2019.

Den er særlig god til cykling, men kan også bruges til løb. Derudover kan du følge med i, hvor hurtigt andre cykler eller løber på præcis samme strækninger, som du selv benytter.

– Mange har brugt appen under coronakrisen til at jagte rekorder ude på lokale stigninger, fordi man ikke har kunnet deltage i konkurrencer, forklarer Kristian Høgenhaug, der selv har gjort det på stejle stigninger i Vejle.

Er du ikke interesseret i at konkurrere, kan du bare gøre din konto privat.

Appen er gratis, men ligesom i andre apps kan du tilkøbe flere funktioner via et abonnement.

– Men hvis man bare skal bruge appen en gang i mellem, så kommer man rigtig langt med gratisversionen,siger Kristian Høgenhaug.

Sportsmærker

Har du en stærk kærlighed til et bestemt sportsmærke, så findes der flere apps – eksempelvis Adidas Running og Nike Run Club – som er i samme genre som Endomondo, forklarer Joeb Høfdinghoff Grønborg.

– Her får man de tre grundlæggende karakteristika fra Endomondo, men man bliver også en del af et brand-univers, forklarer han.

Basisversionerne er gratis, men igen kan du tilkøbe flere funktioner via abonnement.

/ritzau fokus/

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu