Populær bro lukkes for trafik: Det kan trække ud

14. november 2019 06:27 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Over længere tid har der været renoveringsarbejde på Den Gamle Lillebæltsbro. Det sidste arbejde skal ordnes i den kommende weekend.

Trafikanter, der har benyttet sig af Den Gamle Lillebæltsbro den seneste tid, må have bemærket de trafikale udfordringer, som renoveringsarbejdet på broen har forårsaget.

Selv om broen igen blev åbnet for trafik den 13. september, så er der udsigt til flere trafikproblemer, for i den kommende weekend skal det sidste stykke arbejde udføres på broen.

Artiklen fortsætter efter videoen

Det betyder, at Den Gamle Lillebæltsbro er lukket for trafik i store dele af weekenden. Det oplyser Vejdirektoratet.

32 ugers renovering

Den 13. september blev Den Gamle Lillebæltsbro åbnet for trafik igen.

De foregående 32 uger har et renoveringsprojekt på broen spærret vejtrafikken på broen til stor gene for en del bilister.

Under spærringen har Den Gamle Lillebæltsbro fået udskiftet kantbjælken ind mod banelegemet, udskiftet beton på broen og belægningen på halvdelen af broen er blevet renoveret fremgår det af Vejdirektoratet.

Men arbejdet er ikke helt slut, selv om der er åbent for trafik.

Lukket i weekenden

Lørdag den 16. november og søndag den 17. november skal det sidste af renoveringsarbejdet gøres.

Der har under renoveringen været monteret en midlertidig skærm mellem vejbanen og togbanen, der skulle beskytte det arbejdende folk mod kørende tog. Den skal i weekenden fjernes.

Det betyder, at der er lukket for dele af trafikken under arbejdet.

Kan trække ud

Vejdirektoratet er klar over, at det kan give trafikale udfordringer, at Den Gamle Lillebæltsbro igen ikke er farbar, men de gør alt for at nå at fjerne skærmen på den planlagte tid. Der er dog risiko for at arbejdet kan trække ud.

– Vi er godt klar over, at vi har trukket store veksler på trafikanternes tålmodighed i forbindelse med vores langvarige arbejde med at renovere broen. Vi beder nu om, at man udviser tålmodighed igen i den tid, som det tager at få skærmen afmonteret og bortskaffet, siger projektchef Jannie Winther Ipsen fra Vejdirektoratet til Fyens og fortsætter:

– Jeg kan garantere, at vi vil arbejde på højtryk efter et nøje tilrettelagt tidsskema for at sikre, at vi ikke spærrer broen ét minut længere end nødvendigt. Det er vores forhåbning at overstå arbejdet på én weekend. Hvis vejret driller, kan det blive nødvendigt at tage næste weekend i brug også.

Spærret i weekenden

Lørdag den 16. november vil Den Gamle Lillebæltsbro være spærret fra klokken 07.00 til 22.00 for trafikanter i vestgående retning.

Natten mellem lørdag og søndag er broen totalspærret fra klokken 22.00 til 07.00.

Søndag den 16. november er broen spærret fra klokken 07.00 og 22.00 for trafikanter i vestgående retning.

Natten mellem søndag og mandag er broen igen totalspærret.

Spærringen af broen sker fra krydset Snoghøj og Kolding Landevej til Brovejen og Galsklintvej.

Landbrugskøretøjer må passere

Det er dog ikke alle bilister, der er nægtet adgang på broen.

Lørdag må landbrugskøretøjer i vestgående retning køre over broen fra klokken 21.00 til 22.00.

Søndag gælder det også for landbrugskøretøjer i vestgående retning fra klokken 06.00 til 07.00 og fra klokken 21.00 og 22.00.

Landbrugskøretøjer under 2,55 meter i bredden kan køre over broen lørdag og søndag mellem klokken 07.00 og 22.00 i østgående retning. Landbrugskøretøjer, der er over 2,55 meter i bredden, må køre i samme tidsrum som landbrugskøretøjer i vestgående retning.

Har man en knallert 45 er broen spærret i vestgående retning fra lørdag klokken 07.00 til mandag den 18. november klokken 05.00. Der henvises til, at knallerten kan trækkes på cykelstien.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu