ANNONCE

Populær ferieø ramt af jordskælv

2. maj 2020 16:48 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Den græske ø Kreta er ramt af et større jordskælv. Det vides endnu ikke, om skælvet har forårsaget skader.

Populær ferieø ramt af jordskælv
Hotellerne på Kreta ligger for tiden øde hen. Foto: Scanpix

Et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,0 har ramt den græske ø Kreta.

Det oplyser Det Europæiske Seismologiske Center ved Middelhavet (EMSC).

Skælvet ramte i ti kilometers dybde. Der er lørdag eftermiddag endnu ingen meldinger om eventuelle personskader eller materielle skader.

Kreta er Grækenlands største ø og ligger i den sydøstlige del af Middelhavet.

I juli 2017 mistede to personer livet, da et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,7 ramte den græske ø Kos i Det Ægæiske Hav.

I 1999 omkom 143 personer i Athen og nordvest for hovedstaden under et skælv med en beregnet størrelse på 5,9. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fakta

Jordskælv er Jordens plader der tørner sammen

Læs her, hvordan danske geologer fra Geus beskriver jordskælv:

* Jordens overflade er delt op i en række 50-300 kilometer tykke stive stenplader, der konstant bevæger sig i forhold til hinanden.

* Jordens kontinenter sidder fast på disse plader. Der ligger ufattelige kræfter bag pladernes bevægelser, og det klippemateriale, som pladerne består af, bliver bøjet og vredet.

* Til tider opstår der så store spændinger i klippematerialet, at det pludselig revner, og de to sider af brudfladen forskyder sig i forhold til hinanden med et voldsomt ryk.

* Herved frigives en masse energi, der i form af seismiske bølger spreder sig igennem kloden som ringe i vand. Når de seismiske bølger passerer et sted på jordoverfladen, mærker vi det som et jordskælv.

* Den mest berømte metode til angivelse af et jordskælvs størrelse er udviklet af den amerikanske seismolog Charles F. Richter, som har lagt navn til richterskalaen. Det er den nok mest kendte jordskælvsskala.

* Richterskalaen er udviklet til at sammenligne størrelsen på jordskælv i Californien. Den er tilpasset de særlige geologiske forhold, der er i Californien.

* Ved især meget kraftige skælv andre steder i verden anses richterskalaen i dag ikke som den bedste.

* Momentmagnitudeskalaen bruger flere fysiske parametre til at udregne et såkaldt Mw-tal, som er et udtryk for skælvets størrelse.

* Mw-tallet udtrykker, hvor meget energi der er blevet udløst ved skælvet. Mw-tallet kan sammenlignes for alle typer af jordskælv.

* Momentmagnitudeskalen anvendes i dag ved alle mellemstore og store jordskælv.

Kilde: De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS)

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu