ANNONCE

Populær forsøgsordning udløber

9. december 2019 06:00 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

1. januar 2020 udløber den treårige forsøgsordning med kørekort til 17-årige.

Ved årsskiftet udløber den treårige forsøgsordning med kørekort til 17-årige.

Og så… fortsætter den. I hvert fald midlertidigt.

Artiklen fortsætter under videoen

Det oplyser transportminister Benny Engelbrecht via sin pressechef Mia Josiassen i en mail til Newsbreak.dk.

Ordningen skal nemlig evalueres og frem til den er blevet det, fortsætter den som hidtil:

“Transportminister Benny Engelbrecht afventer de igangværende evalueringer og har derfor på nuværende tidspunkt ikke taget stilling til, hvorvidt de skal gøres permanente eller ej,” skriver pressechefen.

Det samme gør sig gældende for forsøgsordningen om elektriske løbehjul og skateboards, oplyser ministeriet.

Varme følelser

Flere politikere har tidligere talt varmt om at gøre ordningen med kørekort til 17-årige permanent.

Venstre og De Konservative mener i hvert fald, at det er en succes.

– Nu skal vi selvfølgelig se de sidste tal og statistikker på det, men som udgangspunkt mener vi, at det er et godt forsøg, siger transportordfører Niels Flemming Hansen (K).

Ordningen har været på betingelse af, at de 17-årige med kørekort kun må køre bil, hvis de er ledsaget af en erfaren bilist over 30 år. Det, mener Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, er med til at gøre ordningen en succes.

– De unge mennesker får mere erfaring, efter de har taget kørekortet. Det styrker trafiksikkerheden, og derfor er vi selvfølgelig interesseret i, at ordningen skal fortsætte og blive permanent, siger han.

Både V og K vil gerne se på skærpede sanktioner.

– De unge får lov til at tage kørekortet, men omvendt skal reglerne også holdes. Vi er klar til at se på, om der skal strammes op, hvis man bryder reglerne, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Få overtrædelser

Den 1. juni 2019 havde 63.829 unge benyttet sig af, at det er muligt at starte på køreskole, allerede fra de er 16 år og ni måneder.

Det viser tal, som Rigspolitiets Færdselscenter har trukket for Ritzau.

– Der er en stor del af de 17-årige, der har valgt at benytte sig af ordningen, og det, synes jeg, er voldsomt positivt, at det er populært og noget, man gerne vil, siger politiassistent ved Rigspolitiets Færdselscenter Christian Berthelsen.

Tallene viser desuden, at lovgivningen om kørekort til 17-årige er blevet brudt 51 gange i 2017, 170 gange i 2018, og 121 har indtil juni 2019 brudt med loven.

Betinget ledsager

Den primære årsag til overtrædelserne er ifølge Christian Berthelsen, at der ikke har været en ledsager til stede. Ordningen har nemlig været på betingelse af, at de 17-årige med kørekort kun må køre bil, hvis de er ledsaget af en erfaren bilist over 30 år.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen)

Fakta

17-årige med kørekort

Forsøgsordningen, der udløber ved udgangen af året, kan du læse mere om her:

* Fra 1. januar 2017 har 17-årige kunnet tage kørekort og derefter køre bil med en erfaren bilist på passagersædet.

* Man kan starte på køreskolen, når man er 16 år og ni måneder.

* Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.

* Ledsageren skal være mindst 30 år. Han/hun skal have haft et dansk udstedt kørekort til personbil i de seneste ti år, og i den periode må kørekortet ikke have været frakendt.

* Ledsageren skal til enhver tid være i stand til lovligt at køre bilen. Han eller hun må eksempelvis ikke være påvirket eller sove.

* Ledsagere skal ikke godkendes eller registreres af myndighederne.

* I første omgang er der tale om en treårig forsøgsordning.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

En af sanktionerne for at køre uden ledsager er en bøde på 3000 kroner. Det kan også være frakendelse af kørekortet, oplyser Rigspolitiet.

Hos Rådet for Sikker Trafik er man også positiv over for ordningen og ønsker, at den bliver permanent. Men rådets direktør, Mogens Kjærgaard Møller, vil også gerne se på muligheden for at sanktionere hårdere ved brud på krav om ledsager.

– Vi var bange for, at bøden ikke er afskrækkende nok. Det vil vi være opmærksomme på i den kommende evaluering. I princippet kan man sige, at man skal have frataget kørekortet. Hvis du ikke forstår tilliden, som samfundet giver dig, så er du ikke moden nok til et kørekort, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Det er ikke muligt at få oplyst, hvor mange 17-årige der har brudt færdselsloven i perioden, da Rigspolitiet ikke opgør det efter alder.

Forsøgsordningen løber frem til 2020, hvorefter der skal tages stilling til, om den skal gøres permanent.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu