ANNONCE

Pornokonges palæ ædt op af flammer

27. april 2021 22:56 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Politiet undersøger sagen

Pornokonges palæ ædt op af flammer
Branden var meget omfattende. Genrefoto.

En brand i et luksushjem var så omfattende, at flere nabobygninger blev evakueret, mens 80 brandfolk kæmpede for at slukke ilden. Det skriver Vice.com.

Det luksuriøse hus ligger i den rige del af Montreal i Canada, og det tilhører Feras Antoon, hvis navn måske ikke er alle bekendt. Måske er der flere, der kender til den branche, han tjener sine penge i, da han er direktør for firmaet Mindgeek, der blandt andet driver pornosiden Pornhub.com.

Branden blev anmeldt søndag aften klokken 23.30, lokal tid. Vice skriver, at to personer havde lusket rundt ved huset før, branden blev anmeldt, og da politiet kom til stedet, var bygningen omgivet af flammer.

Massiv og omfattende

Vice har talt med Julien Lévesque, mediekontaktperson for politiet i Montreal. Julien Lévesque fortæller, at branden var massiv og meget omfattende.

Det tog brandvæsnet tre timer at få branden under kontrol. Ingen mennesker kom noget til i forbindelse med branden, og mandag morgen troppede politiets brandeksperter op på stedet for at finde ud af, hvordan branden er startet.

Feras Antoon har til Vice fortalt, at bygningen var under ombygning. Han ønsker ikke at kommentere særlig meget på sagen grundet politiets efterforskning.

Vice skriver, at boligen var blevet sat til salg kort før branden, til en pris på 19.800.000 millioner dollars mere end 121.000.000 kroner. Ifølge Vice består boligen blandt andet af otte soveværelser, 11 badeværelser, og som et led i ombygningen, var det planen at indsætte flere elevatorer i ejendommen. Ved ejendommen ligger der også en sportshal, der kan bruges til både badminton, basketball og volleyball, eller som balsal.

Naboer måtte væk

CBC Canada har talt med Mireille Marouf, der bor tæt på palæet. Hun fortæller, at hun fra sine vinduer kunne se ild, en masse politi, brandvæsen og brandslanger.

– Den slags, du ser på film, siger Mireille Marouf.

Mireille Marouf blev af politiet bedt om at forlade sit hjem, mens brandslukningen stod på, af sikkerhedsmæssige årsager. Også Peter Berlemis, der har boet i området i 14 år, måtte finde et andet sted at sove.

– Jeg tog afsted i min pyjamas, siger Peter Berlemis til CBC Canada.

Han fortæller, at flammerne fra branden gik 50 meter op i luften, og at han har fundet brandskader på sit eget hus efterfølgende.

– Men huset står her endnu, siger Peter Berlemis.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu