ANNONCE

Skød og dræbte fem betjente: Dallas-dræber var vred på hvide mennesker

9. juli 2016 09:21 | Af: Ritzau Fokus og Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Gerningsmandens Facebook-profil er med til at tegne et billede af, hvem han var.

Den mand, som formodes at være snigskytten bag drab på flere betjente i den amerikanske by Dallas, ser ud til at have sympatiseret med kontroversielle sorte borgerrettighedsgrupper i USA.

25-årige Micah Johnson endte sine dage efter ufrugtbare forhandlinger og konfrontationer med politiet. Forinden havde han dræbt fem betjente og såret yderligere syv fra ordensmagten. Også to civile blev ramt af kuglerne fra Johnsons våben.

Ifølge politiet sagde den formodede gerningsmand, at han var sur over de seneste politidrab på sorte mænd.

– Den mistænkte sagde, at han var vred på hvide personer. Den mistænkte fastslog, at han ønskede at dræbe hvide mennesker. Især hvide politifolk, har Dallas-politichef David Brown fortalt.

Angrebet skete i forbindelse med en demonstration mod politivold i USA. Folk var stimlet sammen oven på to politidrab på sorte mænd inden for få dage.

Om det var netop de to episoder, der fik bægeret til at flyde over, ved man ikke. Men allerede 2. juli skrev Micah Johnson en vred opdatering på en Facebook-side for en gruppe, der kalder sig Black Panther Party Mississippi.

– Hvorfor nyder så mange hvide (ikke alle) at dræbe og deltage i drab på uskyldige væsner, skrev Johnson i en kommentar til en video, der synes at vise personer i gang med at slå hvaler ihjel, ifølge Reuters.

Forfædre lynchet

I en anden opdatering fra samme dag udtrykte Johnson vrede over lynchninger af sorte mennesker, og at “vores forfædre” blev tæsket, lemlæstet og dræbt.

– Og så står de alle med et smil, mens de får taget billeder med en hængt, brændt og brutaliseret sort person, skrev han.

På Johnsons egen profil, der er blevet slettet efter skyderiet, kunne man se ham stå med en arm løftet og med knyttet næve i en black power-hilsen. Ifølge The New York Times har hilsnen i årtier været et symbol på kampen for rettigheder til sorte på fredelig vis. Men også mere ekstremistiske grupper har benyttet hilsnen.

På det sociale medie havde Johnson også trykket “synes godt om” til blandt andet grupper for New Black Panther Party og African American Defense League. Førstnævnte bliver af Anti-Defamation League, der kæmper mod krænkelser af jøder og folk generelt, betegnet som antisemitisk og racistisk.

Sidstnævnte er grundlagt af en mand, der er kendt for at opfordre til vold, skriver The New York Times.

Trods forbindelsen til grupperne menes Micah Johnson at have været alene om skyderiet. Han er aldrig tidligere straffet.

Veluddannet til våben

Et tidligere medlem af en specialstyrke siger til Reuters, at en video af angrebet delt på sociale medier tyder på, at Johnson var “ikke bare uddannet, men veluddannet” i at håndtere våben.

Om han havde erhvervet sig de evner i sin tid i militæret, står ikke umiddelbart klart. Han var soldat af reserven fra 2009 til 2015.

I november 2013 var han udsendt i Afghanistan. Her var hans primære opgave murer- og tømrerarbejde. Der er ikke noget i hans militærdokumenter, der peger på, at han var i kamp eller kom til skade ifølge The New York Times.

I Johnsons hjem har politiet fredag fundet våben, ammunition, skudsikre veste og materiale til fremstilling af bomber. Borgmesteren i Dallas, Mike Rawlings, siger, at den formodede gerningsmand har skrevet “manifester” om militæragtige taktiker.

Kimberly Smith, hvis søn gik i skole med Micah Johnson, havde ikke forestillet sig, at Johnson en dag skulle blive kendt som politidræber.

– Han var en god dreng. Min søn er overrasket over, at han kunne finde på sådan noget, siger Smith til Reuters.

Det ved vi

– Hvad skete der?

Demonstranter var samlet i Dallas og en række andre byer i USA for at protestere over drab på to unge sorte mænd i Louisiana og Minnesota tidligere på ugen.

Da protesten i Dallas var ved at være slut omkring klokken 21 lokal tid, lød der skud. Mindst én skytte sigtede mod politifolk på pladsen.

– Hvor mange blev ramt?

Fem politibetjente blev dræbt. Syv betjente og to civile blev såret.

Politiet omringede det sted, hvor den hovedmistænkte havde forskanset sig. De forsøgte at forhandle med ham, men efter et par timer brød forhandlingerne sammen. Politiet sendte en robot ind med en bombe, der eksploderede og dræbte manden.

– Hvor skete det?

I Dallas, en af de største byer i Texas. I øvrigt ikke langt fra Dealey Plaza, hvor præsident John F. Kennedy blev dræbt i 1963.

– Hvem står bag torsdagens angreb?

Politiet har identificeret gerningsmanden, der selv blev dræbt, som den 25-årige Micah Xavier Johnson, en tidligere soldat fra Dallas-forstaden Mesquite. Der er blevet fundet våben, ammunition og bombemateriale i Johnsons hjem.

Han er ikke tidligere straffet og handlede tilsyneladende på egen hånd. Det er dog fortsat usikkert.

I første omgang sagde politiet, at tre andre mistænkte var anholdt, men i løbet af fredagen afviste Dallas’ politichef David Brown af hensyn til efterforskningen at oplyse et præcist antal.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu