ANNONCE

Præsident lover hævn

28. november 2020 09:10 | Af: Ritzau Fokus

I en erklæring beskylder Irans præsident Israel for at være USA's lejesoldat ved drabet på Irans førende atomforsker.

Præsident lover hævn
Irans præsident, Hassan Rouhani, beskylder Israel for at stå bag drabet på landets førende atomforsker, Mohsen Fakhrizadeh. Foto: WANA/Scanpix.

Irans præsident, Hassan Rouhani, beskylder Israel for at stå bag drabet på landets førende atomforsker, Mohsen Fakhrizadeh.

– Endnu en gang er den globale arrogances onde hænder, med det tronranende zionistiske regime som lejesoldat, blevet stænket med blodet af en af denne nations sønner, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP fra Rouhani.

Iran henviser ofte til USA som ”den globale arrogance” og Israel som ”det zionistiske regime”.

Iran vil ”på det rette tidspunkt” svare igen på drabet, siger Rouhani i en tv-tale lørdag.

– Vort folk ved bedre end at gå i det zionistiske regimes fælde, siger Rouhani ifølge nyhedsbureauet Reuters.

– Iran vil helt sikkert svare igen på vores forskers martyrium på det rette tidspunkt, siger præsidenten.

Ingen kommentarer

Både Israel og USA har afvist at kommentere fredagens angreb.

Også Irans udenrigsminister, Mohammad Javad Zarif, sagde fredag, at der var ”alvorlige indikationer om en israelsk rolle” i det dødelige attentat mod atomforskeren.

Israel har gentagne gange beskrevet det iranske atomprogram som en alvorlige trussel for den jødiske stat.

Mohsen Fakhrizadeh blev dræbt fredag øst for den iranske hovedstad, Teheran, da hans bil blev stoppet af et antal gerningsmænd, der åbnede ild.

Hans medfølgende vagter skød tilbage, og flere gerningsmænd meldes dræbt.

Præsident Rouhani understreger, at den førende atomforskers død ikke vil stoppe de iranske fremskridt på atomområdet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu