ANNONCE

Historisk: Donald Trumps skæbne afgjort

19. december 2019 03:28 | Af: Ritzau Fokus

Et flertal har stemt for at stille Trump for en rigsret for magtmisbrug og modarbejdelse af Kongressen.

Et flertal i Repræsentanternes Hus i USA har natten til torsdag dansk tid stemt for at stille præsident Donald Trump for en rigsret.

Kun to gange tidligere i USA’s historie er en præsident blevet stillet for en rigsret: Andrew Johnson i 1868 og Bill Clinton i 1999.

På det første anklagepunkt omhandlende magtmisbrug stemte Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal, for en rigsret med stemmerne 230 for og 197 imod.

Anklagen går på, at Donald Trump brugte sit embede til at presse Ukraines regering.

USA ville tilbageholde militærstøtte, hvis ikke præsident Volodimir Zelenskij annoncerede, at Ukraine ville undersøge Trumps politiske modstander Joe Biden og dennes søn for korruption.

To anklager mod sig

Også på det andet anklagepunkt om modarbejdelse af Kongressens arbejde bliver Donald Trump stillet for en rigsret.

Det står klart efter nattens anden afstemning kort før klokken tre dansk tid.

Her stemte 229 for og 198 imod.

Denne anklage går på, at Trump har hindret Kongressen i at lade retfærdigheden ske fyldest.

Demokraterne mener således, at Trump har hindret Kongressens rigsretsundersøgelse ved at nægte at udlevere dokumenter og nægte topembedsmænd at vidne i sagen.

Ingen overraskelser

Som ventet stemte næsten alle demokraterne i Repræsentanternes Hus for de to anklagepunkter. Dog stemte Tulsi Gabbard, som er med i kapløbet om at blive Demokraternes præsidentkandidat, blankt i begge afstemninger.

Samtlige republikanere stemte imod.

Rigsretssagen bliver nu sendt videre til Senatet, som skal afgøre sagen.

For at Trump kan afsættes, kræver det to tredjedeles flertal – altså at mindst 67 af Senatets 100 medlemmer for.

Da republikanerne sidder på godt halvdelen af pladserne i Senatet, vil det betyde, at en række republikanere skal vende Donald Trump ryggen, og det vil næppe ske.

Debatten i Repræsentanternes Hus blev indledt onsdag morgen lokal tid, og den første afstemning blev gennemført kort før klokken 20.30.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu