ANNONCE

Premier League-stjerne er smittet med coronavirus

13. marts 2020 04:09 | Af: Ritzau Fokus

Hele Chelseas førstehold sendes i karantæne, efter at spiller er blevet testet positiv for coronavirus.

Chelsea-spilleren Callum Hudson-Odoi er som den første spiller i Premier League testet positiv for coronavirus.

Det skriver Premier League-klubben på sin hjemmeside natten til fredag.

Som følge af testen bliver hele Chelseas førstehold, trænerstab og flere andre ansatte, der har været i kontakt med spilleren, sat i hjemmekarantæne.

På holdet spiller danske Andreas Christensen.

– Callum viste tegn på symptomer, der mindede om en mild forkølelse mandag morgen og har ikke været på træningsbanerne siden da som et forebyggende tiltag, skriver Chelsea.

– Dog viste hans test sig at være positiv denne aften, og han vil skulle isoleres i en periode. På trods af den positive test har Callum det godt og glæder sig til at komme tilbage på træningsbanerne så snart som muligt.

Resultatet af testen blev meddelt til klubben torsdag aften. 19-årige Hudson-Odoi regnes blandt de største britiske fodboldtalenter.

Ligeledes torsdag aften blev Arsenals cheftræner, Mikel Arteta, bekræftet smittet med virusset. Det medførte, at weekendens opgør mellem Brighton og Arsenal blev aflyst.

Hastemøde fredag

Fredag holdes hastemøde med ligaens klubber angående de kommende kampe i ligaen.

Foreløbig er meldingen, at kampene spilles som hidtil, men presset for en aflysning stiger som følge af torsdagens udvikling.

Chelsea, som står til at spille mod Aston Villa i weekenden, vil diskutere “tiltag i forhold til de kommende kampe i Premier League” fredag morgen.

Torsdag meldte en anden Premier League-klub, Leicester, at flere spillere bliver holdt isoleret fra resten af holdet, efter at de har haft symptomer på coronavirus.

Det sagde holdets manager, Brendan Rodgers, ifølge klubbens Twitter-profil.

Det blev dog ikke meldt ud, hvilke spillere fra holdet der var tale om. På holdet spiller blandt andre danske Kasper Schmeichel.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu