ANNONCE

Pres for vaccinepas vokser

11. januar 2021 21:12 | Af: Newsbreak.dk

På Christiansborg er der delte meninger om, hvorvidt et covid-19-vaccinepas skal give adgang til bl.a. festivaler og sportsbegivenheder.

Pres for vaccinepas vokser
Sundheds- og Ældreministeriet har over for DR bekræftet, at der arbejdes på en form for vaccinepas. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

(Citathistorie fra Jyllands-Posten)

Erhvervsorganisationer og underholdningsindustrien presser på for, at politikerne bruger et covid-19-vaccinepas til at åbne hurtigere op for restauranter, konferencer, musikfestivaler og sportsbegivenheder. Det skriver Jyllands-Posten.

– Indtil videre har der været for meget stop-and-go. Så åbner vi lidt op, så lukker vi ned igen. Vi bliver nødt til at skabe mere forudsigelighed, indtil covid-19 er udryddet. Og her er vaccinepasset en fabelagtig idé til at åbne mere op, siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær, Dansk Industri.

Vil have handling nu

Kirsten Munch Andersen, politisk direktør i restauratørernes brancheforening, Horesta, mener, at et vaccinepas “vil være et godt instrument til at kunne skabe coronafri arrangementer”. Hun understreger også, at politikerne bør handle nu.

– Mange større arrangementer planlægges nemlig flere måneder i forvejen. Så vi har tiden nu til at starte forberedelserne. Gør vi det, kan vi begynde at åbne stille og roligt igen, siger hun.

Diskussionen om vaccinepasset er blusset op på ny, efter at Sundheds- og Ældreministeriet fredag bekræftede over for DR, at der arbejdes på at indføre et vaccinepas primo 2021. Men hvad det skal bruges til, er der delte meninger om på Christiansborg.

Delte meninger på Borgen

De Konservatives Niels Flemming Hansen er ikke i tvivl om, at det skal bruges til at få samfundet åbnet hurtigt igen – også i forbindelse med andet end rejser:

– I hele kulturlivet kan man da sige, at hvis man kommer med et vaccinepas eller en dugfrisk test, skal man lukkes ind. Det er det eneste rigtige.

SF er åben over for at bruge passet ved større sportsbegivenheder og musikfestivaler. Men kun hvis vaccinen kan sikre, at folk ikke smitter hinanden, og at den er tilbudt alle.

Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, mener, at et vaccinepas vil skabe et A- og et B-hold:

– At give særlige privilegier til bestemte befolkningsgrupper til f.eks. at få lov at gå på restaurant eller til helt særlige arrangementer synes vi vil være en helt forkert vej at gå.

Venstre har ikke taget stilling til sagen. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Socialdemokratiet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu