ANNONCE

Pres på ansatte: Når ikke frokosten

3. marts 2020 06:27 | Af: Newsbreak.dk

Hver tredje ansatte i ældreplejen, børneområdet og andre velfærdsinstitutioner må springe frokostpausen over mindst én gang om ugen. Det kan blandt andet betyde øget sygefravær på grund af stress.

Sosuer, pædagogmedhjælpere og andre medlemmer i fagforbundet FOA springer ofte frokostpausen over. Det skriver Fagbladet FOA på baggrund af en undersøgelse, som 3.552 FOA-medlemmer har deltaget i.

De fleste har betalt frokostpause, hvor de skal stå til rådighed for arbejdspladsen. Men hvert tredje medlem (32 procent) står så meget til rådighed, at pausen ryger mindst én gang om ugen. Mere end hver tiende (12 procent) må droppe pausen stort set hver dag.

Når serviceassistent Bettina Lynge holder frokostpause fra sit arbejde på Hillerød Sygehus, ligger hendes columna-telefon i lommen og melder om nye opgaver. ‘Spætten’, kalder hun den.

– Jeg kan godt mærke, at vi er blevet færre ansatte. Man skal være glad, hvis man får sine 29 minutter på dage, hvor vi er for få til opgaverne. Men pausen betyder ekstra meget, fordi vi har så travlt, siger hun.

Mangler hænder

Arbejdspres og dårlig bemanding er ifølge undersøgelsen de væsentligste grunde til, at pausen er under pres. Resultatet viser også, at stress er markant mere udbredt hos dem, der ofte må springe pausen over.

– Den enkelte medarbejder vælger måske at springe pausen over, fordi der er meget at lave. Men det sætter pausen under pres, hvis der ikke er fælles retningslinjer om at holde pause, siger Janne Skakon, der ekstern lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Forbundssekretær i FOA Jens Nielsen er foruroliget over pause-problemet, og han frygter, det kan blive endnu værre.

– Når man arbejder med mennesker, kan det selvfølgelig ske, at man må droppe sin pause. Men bliver det en del af kulturen på arbejdspladsen, så står vi med en meget alvorlig udfordring. For det er usundt ikke at holde pause, og Arbejdsmiljøloven kræver et sundt og sikkert arbejdsmiljø, siger han.

Uforudsete hændelser umulige at undgå

Arbejdsgiverne i både regioner og kommuner peger på, at uforudsete hændelser er umulige at undgå på mange af arbejdspladserne.

– Vi har i nogle tilfælde brug for at trække på de ansatte i deres pauser, fordi vi har nogle meget pressede arbejdspladser i vores sygehusvæsen. Men pausen er en del af det samlede arbejdsmiljø, så arbejdsplanlægning skal sikre, at man kan få spist sin mad, siger Anders Kühnau, chefforhandler for Danske Regioner på overenskomstområdet.

Kommunernes Landsforening (KL) ligger på samme linje.

– Det er selvfølgelig vigtigt, at man i løbet af lange arbejdsdage har mulighed for at spise frokost, og hvis det ikke sker, må man tage problemstillingen op lokalt, skriver kontorchef Charlotte Hougaard Clifford i en mail til Fagbladet FOA.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu